Det skal du se på Bornholm

Hvis du endnu ikke har fundet ud af hvor du skal hen på ferie, så kan jeg varmt anbefale at tage til Bornholm. Det koster ikke ret meget, men dermed ikke sagt at kvaliteten ikke er iorden. Kvaliteten er helt i top og oplevelserne er rigtig gode i et afslappet miljø. Ikke så meget stress som på mange andre feriesteder.

Er beslutningen taget om at du eller I skal til Bornholm, så vil jeg da lige komme med et par punkter her som jeg synes I bør se eller opleve.

Hvor skal I bo? Er det besluttet endnu? Ellers kan jeg varmt anbefale området omkring Snogebæk og Balka. Her er både en dejlig camping plads, samt et lækkert sommerhus område hvor mange sommerhuse bliver lejet ud til fornuftige priser. Men ellers findes der et utal af muligheder, men jeg anbefaler at I bor lidt væk fra Rønne, så oplever i den ultimative feriestemning. I Rønne kan det godt blive sådan lidt “hverdags-agtigt”. Men det er op til jer selv.

Svaneke – Fødevarernes mekka

I skal unde jer selv at afsætte en eftermiddag til at gå rundt i Svaneke by og nyde stemningen i den bakkede og kringlede by. Byen byder på en lang række hjemmelavede fødevarer af absolut højeste kvalitet. Mest kendt er vel nok Svaneke Bryghus, som laver både øl og sodavand af højeste kvalitet. Her kan I også få frokosten, mens I nyder deres øl eller sodavand.

Men Svaneke er meget mere en brughuset. Rundt omkring i byen finder i mange andre former, som I skal prøvesmage og købe lidt af med hjem. Det er rigtig gode gaveidéer til familie og venner derhjemme. Der laves bla. lakrids, bolcher, karameller, is og chokolade. Herudover har kunstneren Pernille Bülow et glaspusteri midt i byen, hvor I kan se glassene m.m. blive lavet og I kan også købe glassene (ikke kun glas, men også lysestager, fader m.m.). De er også glimrende gave idéer.

Dagen i Svaneke kan I evt. slutte af med at spise på Svaneke Pakhus, som er berømte for sine plankebøffer, og hvor I kan få salatbar og isbar til sidst.

Gudhjem – Is, røgeri og stemning

Når I kører rundt på Bornholm, så skal I selvfølgelig også til den kendte turistby, Gudhjem. Det er en by der ligger på en kæmpe bakke, så når man kører ned igennem hovedgaden, så er det en god idé med en bremse der virker. Der findes en stor parkeringsplads helt nede på havnen, så bare fortsæt ned i bunden.

I Gudhjem findes der en masse hyggelige små butikker I kan besøge. Men I bør gå ind i kiosken på Gudhjem havn og købe jer en isvaffel. De er bare super gode. Du kan få nogle kæmpe isvafler hernede. Hvor mange kugler kan du spise?

I Gudhjem ligger sjovt nok også Gudhjem Røgeri, hvor I kan prøve smage den kendte bornholmske ret Sol Over Gudhjem, som er en røget sild, med æggeblomme, purløg, salt og et stykke rugbrød. Det smager altså himmelsk, selvom mange ikke tror det. Hvis du ikke er til sild, så kan man også købe pommes fritter og f.eks. almindelige fiskefiletter.

Hvis I har klaret frokosten på røgeriet, kan I klare desserten i Pandekagehuset, hvor I kan købe pandekager med is, som smager vidunderligt.

Gudhjem har også mange gode restauranter hvor I kan spise aftensmad. Men husk at bestille bord om sommeren, der er ofte helt fyldt.

Andre steder og oplevelser

Det kan godt være svært at nå alt det man vil på en uges ferie på Bornholm. Men et par andre ting I bør overveje, er at køre op og se Hammershus, på nordspidsen af Bornholm, omkring Allinge-Sandvig. At gå rundt oppe på den gamle borg, giver altså et godt billede af hvordan livet var en gang. Desuden viser det også hvor barsk naturen og landskabet kan være. Utrolig flot natur, og hvis der er en lille fotograf gemt i dig, er der vildt mange kanon flotte billede at tage heroppe.

Når I er færdige på Hammershus, kan I køre ned på Hammerhavnen og se Hammershus fra en anden vinkel og måske tage et par billeder. I kan så køre hen til Danmarks længste svævebane, som har åbent en stor del af sommeren over Hammerhavnen. Der står skilte når I kører nede omkring Hammerhavnen. Det er altså vildt at se folk komme over den svævebane, uanset om man selv er vovehals eller bare vil se på andre være det.

Hvis I vil på stranden og slappe af, er der gode muligheder mange steder på Bornholm. De to strande jeg klart kan anbefale er Dueodde og Balka strande. De er store og har flot sand og er gode badestrande også. De ligger modsat på Bornholm af Hammershus. De ligger i det mere flade syd-østlige hjørne af Bornholm.

Hernede ligger også Snogebæk, som er en meget hyggelig lille by. Kør ned og nyd byen. Tag evt. en slapper og pizza på Sørens Værtshus nede på havnen. Prøv at gå helt ind i Sørens Værtshus, helt inde bagved, har de et specielt gulv. Hvad er dog det de har lagt på gulvet?

Bornholm har også en række havnefester og byfester i løbet af sommeren. Dog ikke så mange som for nogle år siden, men der holdes dog liv i nogle af dem stadig. Snogebæk havnefest er stadig i fuld sving. Den er helt klart et besøg værd. Men er I på Bornholm mens der er Sildefest, så tag til den. Den foregår på havnen i Hasle. Sildefesten er kendt for sit børneoptog, MGP, men ikke mindst for deres Miss Sild konkurrence, hvor en række unge kvinder kan stille op til en skønhedskonkurrence, om at blive året Miss Sild.

Der findes en masse andre ting du kan opleve på Bornholm, f.eks. hvis I har børn med, så er Joboland og Middelaldercenteret et besøg værd. Men der er en masse oplevelser for enhver smag og alder. Håber denne lille introduktion har givet et par idéer til opelvelser I skal prøve.

Skriv kommentar

*