Få inspiration til den nye altan – undgå de dyre fejl

Når man går rundt i byen og betragter de forskellige byggestile, kan man nemt blive betaget af den kreativitet der bliver lagt for dagen, i konstruktionen af vellykkede altaner. Er der endda sammenhæng mellem en bygnings stil og altanens stil, kan bygningens visuelle udtryk hæves betydeligt fra jævnt kedeligt, til en elegant nydelse.

Der er da også mange fordele ved en altan, både i den daglige brug, og set som investering på længere sigt. Men det kan også gå ret galt, både visuelt og teknisk – og ofte er det netop den manglende sammenhængen mellem det visuelle og tekniske, der er årsagen til, at det bliver en dårlig løsning.

Undgå en dårlig start på projektet

En typisk fejl er, at man for sent får overblik over, hvad der teknisk overhovedet er muligt og tilladt. Vær derfor sikker på, at den virksomhed der udfører opgaven, har de nødvendige kompetencer til at udføre f.eks. de statiske beregninger. Denne virksomhed bør også kunne varetage kontakten til myndighederne, og sikre at eventuelle servitutter bliver overholdt.

Design altanen efter dit behov

Man kan nemt forelske sig i en bestemt type altan bare ved at kigge lidt i boligmagasiner, eller når man søger inspiration om design på nettet. Se eksempler på godt altan-design her.

Inden man kommer så vidt kan det være en god idé først at gøre sig nogle tanker, om hvordan ens behov er, og formentlig vil ændre sig på lidt længere sigt:

  1. Hvor bor du? Stiller boligforeningen bestemte krav? Hvor stor må altanen være? Efter at have fået klarhed over evt. krav fra myndighederne, bør man lægge en del tanker i hvor stort pladsbehovet er. Ofte bliver altanen planlagt for lille, fordi man har idéen om “den hyggelige altan” i hovedet.
  2. Hvor meget privatliv er nødvendigt? Hvis man bor side om side med naboer, kan selv materet glas faktisk gøre meget, når man ikke umiddelbart kan se hinanden.
    Glas er ligeledes en god løsning, hvis afstanden til overforboende naboer ikke er så stor. Det materede glas tager naturligvis noget lys, men man kan ofte sagtens nøjes med enkelte materede/folierede striber for at have nok privatliv.
  3. Hvor meget vil du komme til at bruge altanen? Og hvor mange i husstanden vil egentlig komme til at bruge altanen – skal den primært bruges som hyggehjørne eller til større fester. Børnene er sikkert vilde med idéen, men hvor længe bliver de mon boende?
  4. I hvilken retning vil altanen vende? Sætter sol, manglende læ for vinden begrænsninger for hvornår altanen overhovedet kan bruges? En tillukket altan kan være en interessant mulighed. Den tillukkede altan er dejlig om vinteren, men er ikke nødvendigvis det helt rigtige om sommeren.
  5. Nybyg eller renovering – ved renovering skal man være absolut sikker på, at leverandøren har kompetencerne til at kunne gennemføre korrekte statiske beregninger. I gamle bygninger må man ofte acceptere, at murværket og bærende dele bare ikke har styrken til de idéer man har.

Den store fest altan

Man kan sagtens forestille sig nogle fantastiske fester på en stor altan. Der bør dog gøres nogle seriøse overvejelse inden man forelsker sig helt i denne idé:

  • Statiske beregninger kan vise, at lodret understøttelse (søjle-/bjælkeløsninger) er nødvendig. Denne løsning kan gøre konstruktionen en del billigere, men kan også fuldstændigt ændre det visuelle udtryk, og resultere i en altan, der ikke harmonerer med den eksisterende bygning.
  • Vedligeholdelse – selv hvis man vælger den solide løsning med hårdttræ-belægning, vil der stadig være en del vedligeholdelse. Ofte anbefales olie-behandling 2 gange om året, for at undgå at træet tørrer ind. Da man helst skal lade olien virke i tørvejr i ca. 24 timer efter, kan det blive noget af en opgave med en meget stor altan.

Altan indbygget i tagetagen

Er der skrappe restriktioner for altanbyggeri på facaden? En alternativ og meget elegant løsning er udnyttelsen af tagetagen og få indbygget altan “i taget”. Denne løsning er noget mere ressourcekrævende, men kan hæve skønhedsværdien og dermed husets egentlige værdi betydeligt.
Tagaltanen har desuden den behagelige sideeffekt, at tagrummet typisk bliver meget mere brugbart i det daglige pga. den store mængde lys, der kommer ind. De mest elegante løsninger er knapt nok synlige i lukket tilstand, og kan på få sekunder lukkes op.

Hvilken stil skal altanen have

Billeder på en hjemmeside og standard tegning fra en leverandør kan umiddelbart se flotte ud, men hvis proportionerne ikke passer helt præcist, kan det give et helt forkert indtryk. Brug en producent med egen tegnestue, der vil kunne arbejde konstruktivt med dine ideer, og selv komme med kvalificerede forslag.

Det er en trend at komme mere i kontakt med naturen. Denne trend gør sig også bemærkbar i byggeriet – altanen er den hyggelige overgang til naturen.

Skriv kommentar

*