Sådan arbejder du med fugtigt træ

Måling af fugtighed i træ

Træets fugtighed bestemmes i praksis på to forskellige måder: den første er træ måling med et elektrisk instrument. Den anden udtørring af træet i forbindelse med vejning. Måling ad elektrisk vej sker med de nyeste instrumenter, hovedsagelig på grundlag af en modstandsmåling. Den ohmske modstand varierer med tilbud træfugtighedsindholdet. Ved hjælp af en særlig skala på apparatet aflæser man denne direkte, dog med en korrektion for træsorten. De elektriske instrumenter giver imidlertid ikke en større nøjagtighed end knapt 1% , idet flere forhold kan få indflydelse på målingen. Er træet f. eks. noget mere tørt eller fugtigt på overfladen end inde i midten, kan man få isninger, og det er vigtigt at være opmærksom herpå.

Fordelen ved det elektriske instrument er, at det er hurtigt og enkelt at arbejde med. I mange tilfælde er den meget store tilbud nøjagtighed jo ikke nødvendig. De elektriske instrumenter, der endnu har været fremme, egner sig kun til bestemmelse af fugtigheder mellem ca. 5 og 30 %. Ønsker man en helt nøjagtig bestemmelse af fugtigheden, må man benytte udtørring og vejning. Prøven, der udtages af træstykket, er normalt en mindre klods, dog kan man også benytte borespåner eller savsmuld. Denne prøve vejes i våd tilstand umiddelbart efter udskæringen. Herefter tørres den ned ved en temperatur på 100-110 C og vejes igen.

Definition af luftens absolutte og relative fugtighed

Træets fugtighed er meget nøje i ligevægt med den omgivende lufts fugtighed, og for at forstå tørringens forløb er det nødvendigt at have kendskab til dette begreb. Man skelner imellem luftens absolutte fugtighed og dens relative fugtighed. Den absolutte fugtighed angiver, hvor meget vanddamp, målt i gram, der befinder sig i 1 m3 luft. For at anskueliggøre dette kan man tænke sig et rum A med 1 m3 luft, der indeholder en vis mængde vanddamp. En skål med vandabsorberende middel C vejes og anbringes i rummet gennem åbningen B. Rummet lukkes tæt af for yderluften. Når skålen har stået der så længe, at man er sikker på, at al vanddampen er absorberet, tages den ud igen og vejes. Vægtforøgelsen giver umiddelbart den absolutte fugtighed. For luft med en temperatur på 25 C kan den absolutte fugtighed variere fra 0 til 23 g/m3.

Den øverste grænse, der betegnes ved mætningsfugtigheden svarer til, at luften er mættet med vanddamp og således ikke kan optage mere. Øger man nu luftens temperatur, viser det sig imidlertid, at luften kan indeholde mere vanddamp; den absolutte fugtigheds øvre grænse stiger. Tilsvarende falder den øvre grænse, når temperaturen sænkes. Ved afkøling af fugtighedsmættet luft sker der en kondensation af vand i luften. Der sker en fordråbning, idet luften ikke er i stand til at bibeholde vandet i form af damp. Afkøler man således fugtighedsmættet luft med en temperatur på 50 C ned til 40 C. Så sker der en kondensation af 32 g vand pr. m3 luft. Den relative luftfugtighed er forholdet mellem den mængde fugtighed, der er i luften, og den, som kunne være der ved en given temperatur, hvis luften var mættet.

Måling af luftens relative fugtighed

Det mest almindelige instrument til måling af luftens relative fugtighed er Det våde og det tørre termometer, også kaldet psykomereret. Dette består af to almindelige termometre, hvor kviksølvkuglen på det ene er omviklet med en våd væge, eller strømpe. Den frie ende er nedsænket i en beholder med vand. Såfremt den omgivende luft ikke er fugtighedsmættet, fordamper der vand fra strømpen. Hermed køles det våde termometer, således at der opstår en temperaturforskel mellem det tørre og det våde termometer. Er luften meget tør, sker fordampningen hurtigt, hvorfor temperaturforskellen bliver stor. Er luften derimod mættet, kan den ikke optage mere vanddamp, og der sker derfor ikke nogen fordampning fra strømpen. Det tørre og våde termometer viser ens. Den relative fugtighed står således i forhold til temperaturdifferencen. Da samtidig fordampningshastigheden stiger med stigende temperatur, bliver den relative fugtighed også afhængig af den tørre temperatur.

Tænker man sig nu psykrometeret anbragt i et tørrekammer, vil man kunne aflæse fugtigheden. Til fugtning af vægen bør kun anvendes destilleret vand. I modsat fald risikerer man at få kalkaflejringer på den, hvilket hindrer fordampning. Afstanden mellem overfladen i vandbeholderen og kviksølvkuglen på det våde termometer må ikke overstige 2 cm. Vægen bør koges nogle minutter, inden den anvendes første gang. Ved kontinuerlig drift må den renses og vaskes i destilleret vand mindst 1 gang om ugen. Luftstrømmen om det våde termometer må mindst have en hastighed på 1 m/sek. Af andre instrumenter til måling af luftens fugtighed skal nævnes hårhygrometeret og mekaniske hygrometre med trykstyring. Hårhygrometeret bygger på den egenskab hos hår, at dets længde varierer med den relative fugtighed. Den er praktisk talt uafhængig af luftens temperatur og den absolutte fugtighed. Ved at lade viseren tegne en kurve på en roterende rulle med papir, bliver apparatet registrerende, hvilket er en stor fordel ved kontinuerlig fugtighedskontrol.

Hårhygrometre er følsomme

Hårhygrometrene er ret følsomme over for støv og ydre påvirkninger og tåler ikke at være udsat for tør luft i længere tid. Den tørre luft ændrer hårets fugtafhængighed, således at instrumentet bliver misvisende, hvilket det dog er muligt at justere for. De anvendes derfor ikke så meget til driftskontrol i tørreanlæggene, men til forsøg. Ønskes registrerende instrumenter til driftskontrol, benytter man hellere mekaniske hygrometre. Disse er i reglen er baseret på måling af tør og våd temperatur ved trykændring i to lukkede systemer med hver sin føler. I forbindelse med disse instrumenter skal det nævnes, at man kan få instrumenter, der automatisk styrer såvel temperaturen som fugtigheden. Medens de første, termostaterne, finder udstrakt anvendelse, benyttes de sidste endnu kun sjældent i forbindelse med trætørring herhjemme.

Ved valg af ovennævnte instrumenter skal man være meget opmærksom på, at alle dele, der anbringes i tørreanlæggene, er udført af modstandsdygtigt materiale. Selv om glastermometrene er ret følsomme over for ydre påvirkninger, må disse betegnes som de bedste til den daglige fugtighedskontrol i tørreanlæggene. Der er praktisk talt ingen risiko for fejlvisning. Desuden er de bestandige mod påvirkning fra fugtighed og de organiske syredampe, der altid findes i tørrekamrene. Ligevægten mellem luftens og træets fugtighedsindhold. Det er allerede antydet, at der er et bestemt forhold mellem træets fugtighedsindhold og den omgivende lufts fugtighed. l virkeligheden er det ikke blot sådan, at træ tørrer hurtigere, jo mere tør luften er, men til hver bestemt relativ luftfugtighed svarer en bestemt træfugtighed. Ved at afgive eller optage vand, stræber træet efter at opnå denne ligevægtstilstand. Efter den er opnået, bibeholder træet samme fugtighed, så længe den omgivne lufts fugtighed ikke ændrer sig.

En ligevægtskurve for hver temperatur

Da dette forhold ikke er helt uafhængigt af temperaturen, er der en ligevægtskurve for hver temperatur. Ligevægtskurverne er heller ikke helt ens for de forskellige træsorter, men afvigelserne her er så små, at man i praksis udmærket kan benytte de angivne kurver for alle træsorter. Disse ydergrænser modsvarer en ligevægtstilstand og forklarer den gamle regel, at træ, som er beregnet til opholdsrum, såsom møbler, parketgulve m. m., bør have en fugtighed på 8-10 %. Studerer man ligevægtskurverne, forekommer det ejendommeligt. at træets fugtighed ved 100 % relativ luftfugtighed og 15-20 C vil indstille sig på 30 %. Dette skulle betyde, at træ med en fugtighed på 30 % ikke kan optage mere vand. Imidlertid ved man jo, at træet kan indeholde langt over 30 %, men forklaringen ligger deri, at vandet optages af træet på to forskellige måder.

Vandet bindes af træ fibrene

Kommer tørt træ i berøring med vand enten i flydende form eller i form af luftfugtighed, sker vandoptagelsen først ved, at vandet bindes af selve træfibrene, det bundne vand. Imidlertid kan træfibrene ikke optage mere vand end 25-35 %, afhængig af træsorten. Når dette punkt er nået, er fibrene mættet, det kaldes derfor fibermætningspunktet. Træet optager nu ikke mere vand fra luftens fugtighed, kun vand i flydende form. Dette vand bindes dog ikke, men udfylder hulrummene imellem de enkelte celler og kaldes derfor det frie vand. Som det senere skal vises, er det kun optagelsen eller afgivelsen af det bundne vand, der forårsager udvidelse og svind. Det er derfor af største vigtighed at kende fibermætningspunktet for de forskellige træsorter. Nu er det imidlertid ikke et bestemt punkt, men snarere et mindre køkkenhave område, idet der er små variationer inden for samme træsort.

Skriv kommentar

*