Microsoft Office 365 – kontoret flytter op i skyen

Cloud Computing er et kæmpe fokusområde for verdens største IT-virksomheder. Det er her man venter den store vækst i de kommende år, i takt med at flere og flere af de IT-tjenester som vi alle sammen bruger, kan flyttes fra vores egne it-installationer og op i store, centrale datacentre – skyen.

Google er for eksempel bygget på cloud-princippet. Din Gmail, Google kalender eller billeder har du adgang til overalt, fordi det findes i Googles udgave af Cloud Computing – som du logger ind i via din browser. Mange virksomheder gør det samme og nu er Microsoft klar med deres kontorpakke i skyen, den hedder Office 365.

Microsoft Office 365 er en blanding af Microsofts mest populære software, som Word, PowerPoint og Excel, sammen med en Exchange løsning med e-mail, kalender og kontakter – alt sammen bliver drevet fra Microsofts sky, altså datacentre. Brugerne kan få adgang til de mange tjenester via en internetbrowser – og virksomheder afregner adgangen til de mange tjenester på abonnementsbasis.

Hvad er Office 365?

Office 365 indeholder Exchange Online, SharePoint Online, Office Web Apps og Lync Online. I korte træk vil det sige, at hver bruger med Office 365 får en Exchange e-mail med kalender og kontakt-arkiv. Mulighed for intranet i virksomheden og et sted at gemme sine dokumenter online. Online udgaver af programmer fra Office pakken; Word, Excel, PowerPoint og One Note. Og Online kommunikation som chat, videomøder og konferencer.

Ideen er, at det skal være nemmere at få den rigtige IT-løsning, og det får man ved at købe sine tjenester på abonnementsbasis. Så kan man løbende justere i antallet af Office 365 pakker man har behov for, uden at skulle lave store ændringer i sit eget IT-setup. Cloud Computing er i udgangspunktet uendeligt skalerbart, så det er lige meget om man har brug for fem eller 500 brugere på Exchange e-mail.

Det vil sige at det kan være slut med at have e-mail servere stående ude i virksomheden, hvor de skal vedligeholdes, opdateres og sikres mod alt fra tyveri til vandskade. Alt det tager Microsoft sig af i deres datacentre, og virksomheden kan så bestille det antal Office 365 brugere som der er behov for, og betale løbende. På den måde kender man i teorien altid sine IT-omkostninger, der er ingen gemte afgifter eller hovsa-regninger til teknikere eller nyt software, fordi det alt sammen er med i Office 365 pakken.

Der findes forskellige varianter af Office 365, som er målrettet mod virksomheder i forskellige størrelser og med forskellige behov til hvad løsningen skal kunne håndtere. Nogle Office 365 partnere tilbyder desuden Office 365 med flere services som dansk support på telefon, hjælp til opsætning og meget andet.

Skriv kommentar

*