Axel Honneths teori om anerkendelse

Samfundstænkeren Axel Honneth (f. 1949) har undersøgt, hvad der gør, at vores liv lykkes. Hans arbejde hører under “kritisk teori” også kaldet Frankfurterskolen, På samme tid har han også forsket i, hvilke konflikter der kan ske i et samfund, hvis individer eller grupper ikke lykkes med at realisere ‘det gode liv’. Honneths tese er, at vores realisering som menneske og vores følelse af at høre til hviler på anerkendelse. 1


Anerkendelse op igennem tiden

Filosoffer har igennem årtusinder talt om anerkendelse som den vigtigste motivationsfaktor både for den enkelte og som samfundet som helhed. Hovmod har ofte været et emne for kritik f.eks. iblandt forskellige religiøse tænkere. Forskellige forfattere har også haft begæret efter at være noget som tema. F.eks. i Jonathan Swifts Gullivers Rejse, hvor nogle af karaktererne stræber efter at være noget, ofte at være mere end andre, i andres øjne. Der er også mange eksempler på, at anerkendelse har været anskuet fra en negativ vinkel iblandt filosoffer. Thomas Hobbes (1588-1679) er inde på, at anerkendelsesdriften kan sætte mennesker op imod hinanden, Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) om, hvordan den kan skubbe mennesker ud af sig selv og med fremstrakt hånd lade sig undertrykke af andres dominans i stræben efter opmærksomhed og Adam Smith (1723-1790) om, hvordan den kan motivere til snyd og bedrag for at få cadeau.

Anerkendelse i mere positivt perspektiv ser vi i et af Immanuel Kants (1724-1804) begreber om, hvordan begæret efter status kan være socialiserende. Adam Smith mente, at anerkendelsesdriften kan være en motivationsfaktor i menneskeligt samarbejde, og at integrationen i samfundet kan opnås gennem samme. Rousseau så den som et helt nødvendigt grundlag for sprog, kultur, kunst og politik og for potentialet for at kommunikere, reflektere, skabe og være selvstyrende samt som et nødvendigt grundlag for vores frihed i dybere perspektiv. 2


Nogle filosoffer og teorier som Honneth anerkendelsesbegreb læner sig op ad

Honneth laver en sammenkobling mellem nogle historiske studier af Barrington Moore (1913-2005) om uretfærdighedserfaringer, som skabte protester og modstand, og så sociale fænomener som krænkelse, forhånelse og ydmygelse. Honneths tolkning går ud på, at i det uopfyldte behov for anerkendelse og i undertryktes og krænkedes protester indgår en subjektiv oplevelse af ringeagt, der bunder i, at den ene part nægter den anden tilbørlig anerkendelse. Social kritik har sin oprindelse i systematisk nægtelse af plausibel anerkendelse, som er en ydmygelse af menneskelig værdighed. 3

I Honneths egen analyse af forskellige slags anerkendelser er især Friedrich Hegels (1770-1831) begreb om Sittlichkeit (sædelighed/moral) stærkt repræsenteret. For Honneth indeholder alle sociale interaktioner gensidige moralske krav, og sociale forhold er grundlæggende gennemstrømmet af anerkendelse. Honneths betegnelse af sin teori er derfor et sæt moralske regler til håndtering af sociale konflikter. Honneths forgænger Jürgen Habermas’ (f.1929) teori omhandlede forskellige analyser af livsverdenens sæt af regler. (Livsverdenen er ikke bare lig med privatlivet, da privatlivet kan være koloniseret/overgrebet af systemet). Habermas’ teori kobler forskellige slags problemer (f.eks. teorien om systemets kolonisering/overgreb på livsverdenen) med utilstrækkelig reproduktion af livsverdensresourcer, livsverdenen hvori styringsredskabet er forståelsesorienteret samtale. Hvor Habermas’ hensigt er at skabe rum for en kommunikation, der hviler på et grundlag af en etisk form for intersubjektivitet, så er Honneths hensigt på den ene side at supplere og på den anden side at kritisere Habermas’ teori for ikke at være dybdegående nok i sin analyse af det intersubjektive. Honneth mener, at begrebet anerkendelse er det grundlæggende, og at den er et vigtigt tillæg til kommunikationen.

I Honneths udformning af forskellige former for anerkendelse inspireres han af Hegels sfærebegreber, der indebærer familie, det borgerlige samfund og stat. Hegels analyse af Sittlichkeit med de nævnte sfærer udgør fundamentet for den videre teori, hvor Honneth opstiller 3 forskellige anerkendelsessammenhænge.


Anerkendelse for Honneth

For Honneth er anerkendelse fundamentalt et mellemmenneskeligt eller socialpsykologisk fænomen. Anerkendelse er et nødvendigt behov for et individ for, at det i det hele taget er i stand til at udvikle en positiv identitet, et “sundt selvforhold”. Desuden er anerkendelse for Honneth mere grundlæggende end kommunikation. Den går forud for det at samtale med et andet menneske. 4 I Honneths teori bliver selvet til i skæringspunktet mellem vores indre impulser og emotioner og de måder vi bliver mødt på og anerkendt på af andre. Men Honneth stopper ikke der. Han kigger på sammenhængen mellem menneskets “selvforhold”, altså vores fortolkninger og vurderinger af os selv som personer, på den ene side. På den anden side kigger han på “vellykketheden” af dette menneskes liv. 5

Honneths 3 anerkendelsessammenhænge eller anerkendelsessfærer:

Privatssfæren:

Her indgår subjektet gensidige kærlighedsrelationer med familie og venner. Honneth forståelse af kærlighedsanerkendelsen tager sit udgangspunkt i den amerikanske psykolog George Herbert Meads (1863-1931) empiriske socialpsykologi. (Mead er inspireret af Darwin og Hegel i forbindelse med udvikling, men hans perspektiv er ikke menneskets artshistoriske udvikling, men mere dets udvikling fra biologisk individ til samfundsindivid6. Mead er især kendt for sin teori om bevidsthedens og selvets dannelse i det sociale sammenspil, hvor rollespil og sprogudvikling indgår som centrale elementer).7 Desuden er Honneth inspireret af den engelske børnelæge Donald Winnicotts (1896-1971) objekt-relations teori. (Objekt-relations teorien har udgangspunkt i den indflydelsesrige tyske psykoanalytiker Melanie Kleins (1882-1960) menneskesyn nemlig, at mennesket har anlæg for interaktion med andre. Men objekt-relations teorien adskiller sig afgørende ift. Kleins ide om, at det er dødsdriften med de aggressive drifter, der danner mennesket. Objekt-relations teorien fremsætter i stedet for, at mennesket har anlæg for harmonisk interaktion og utraumatisk udvikling, og at det er mangelfuld omsorg fra forældrene, der hæmmer denne). Ved hjælp af kærlighedsanerkendelsen i privatssfæren udvikler barnet tiltro til sine ressourcer og værdier. Udfordringen for moderne forældre-til-børn- og voksen-til-voksen-relationer handler om at finde den rigtige ligevægt imellem selvstændighed og afhængighed. På samme tid som den anden anerkendes som fysisk og følelsesmæssig afhængig og med ønske om omsorg og pleje, skal der kommunikeres om, hvad den andens konkrete ønsker og behov er.8 Erfaringen af kærlighedsanerkendelse opfattes på den måde som værende en dannende følelsesmæssig forudsætning for, at det pågældende menneske kan blive en del af fællesskabet i de to andre sfærer. Ved anerkendelse i denne sfære oplever individet en grundlæggende selvtillid, der igen gør det i stand til at tage del i nære fællesskaber og forhold på samfundsmæssigt plan. 9

Den retslige sfære:

Her sker anerkendelsen af individet igennem tilkendelse af fundamentale og universelle rettigheder. Honneth forstår ret ud fra Hegels retsteori. Hegel mener kun, at ret er ret, hvis den anerkendes som sådan. Anerkendelsen udføres igennem lovbundne relationer. Den retlige anerkendelse bevirker, at individet ser sig selv som moralsk. Desuden sætter den retlige anerkendelse individet i stand til at deltage i offentlige drøftelser. Anerkendelsen udformer sig også i relation til andre. Når subjekterne handler med henblik på de normative samfundsmæssige krav og pligter, skabes den ligeværdige relation. På denne måde viser der sig en gensidig anerkendelsesproces. Når individet oplever sig anerkendt på denne måde medfører det, at det føler sig som et ligestillet og anerkendt medlem af det pågældende samfund. Altså, subjektet opnår gennem tilkendelsen af rettigheder en oplevelse af, at det har mulighed for at virkeliggøre sin autonomi. 10

Den solidariske sfære:

Værdsættelsesanerkendelse er typen af anerkendelse i denne sfære. Den indtræffer, når individerne er en del af kulturelle, politiske og arbejdsmæssige fællesskaber. Når subjekterne indgår i disse fællesskaber opleves social solidaritet, der har sit udspring i, at fællesskabet har samme værdier og normer. Denne anerkendelsesform danner grobund for et grundlæggende selvværd i og med, at individet oplever værdsættelse af sig selv som ligestillet medlem af et solidarisk fællesskab. Subjektet imødegås og bakkes op i selvværdet, når personens særlige talenter og gode egenskaber medvirker til gruppens, fællesskabets ellers samfundets hele og hermed bidrager til at reproducere samfundet. 11


Honneths anerkendelsesfordringer og samfundskritik

Hvilke anerkendelsesfordringer er legitime for Honneth? Når vi fordrer anerkendelse, bør det ikke være styret af begær efter anerkendelse som f.eks. en lille piges begær efter en ny mærkevare kjole. Honneths fordring om anerkendelse handler om en mere retfærdig samfundsstruktur. Hans anerkendelsesfordringer finder vi i hans begreb om krænkelser eller uretsbevidstheder. Det er når forventet anerkendelse ikke indfinder sig eller ved direkte ydmygelse af et individ. Det er i vores forventninger om anerkendelse, at Honneths emancipatoriske potentialer findes. Hans teori antyder, at der på makrosociologisk plan findes samfundsmæssige indretninger, der skaber sociale lidelser. Disse indretninger skævvrider graderingerne for anerkendelse. 12

Et eksempel kan være i forhold til integration af andre kulturer, hvor der kan være forhindringer for en vellykket anerkendelsesproces. Der kan problemet bestå i både noget medbragt fra den pågældende kultur men også i noget med samfundets indretning. I en artikel fra Berlingske fra 2006 udtaler Honneth, at der kan være uoverenstemmelser i forbindelse med den retslige sfære. Han peger på, at der i muslimsk livsførelse kan være punkter, der indbefatter praksisser, som ikke stemmer overens med vores forfatninger eller grundlove. På det punkt tøver han ikke med at sige, at vi både skal være strikse med og insistere på vores forfatningers eller grundloves ukrænkelighed. På samme tid siger han, at den bevægelse mod fundamentalisme vi ser i visse muslimske kredse i Europa idag, i høj grad er en reaktion på oplevelser af ekskludering. Det er udtrykt på en anden måde ikke noget, de selv har medbragt. Honneth siger, at de muslimer, der kom til Tyskland i sin tid, havde en langt mere åben tilgang i forhold til en liberal forståelse af vestlig livsførelse, hvilket også angik familiestrukturer. Den konservative eller reaktionære reaktion vi ser idag, som indbefatter en strengere håndhævelse af traditionen, er til dels en følge af mangel på social anerkendelse. 13

1https://samfundsfag-c.systime.dk/index.php?id=677

2Simon Laumann Jørgensen – Axel Honneth – s. 16-17

3https://www.information.dk/moti/2009/08/arbejde-kaerlighed-anerkendelse

4http://www.sociologiskforum.dk/posts/anerkendelse/1679

5http://www.salongen.no/137/

6https://www.leksikon.org/art.php?n=1697

7http://denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Filosofi_og_filosoffer_-_1900-t./Filosoffer_1900-t._-_USA_-biografier/George_Herbert_Mead

8Simon Laumann Jørgensen – Axel Honneth – s. 42-43

9https://projekter.aau.dk/projekter/files/206423982/Kr_nkelser_og_vold.pdf

10https://projekter.aau.dk/projekter/files/206423982/Kr_nkelser_og_vold.pdf

11https://projekter.aau.dk/projekter/files/206423982/Kr_nkelser_og_vold.pdf

12http://sociologiskforum.dk/posts/kritik-af-honneth/628

13https://www.berlingske.dk/kultur/anerkendelse-kan-man-ikke-goere-krav-paa