Kierkegaard – Vi holdes oppe af en magt større end os selv

Fortvivlelse og helbredelsen deraf

“I [Kierkegaards værk] Sygdommen til døden (1848)hedder det, at et menneske først ophører med at være fortvivlet, når det ‘grunder gennemsigtigt i den magt som satte det’ ” 1

Karin Christiansen skriver, at Den tyske filosof og samfundstænker Jürgen Habermas i sit værk Den menneskelige naturs fremtid (2001) kommer ind på begrebet fortvivlelse. I denne sammenhæng i forbindelse med den danske filosof, teolog og forfatter Søren Kierkegaard (1813-1855). Habermas skriver, at Kierkegaard ser fortvivlelse som et uomgængeligt vilkår i den menneskelige tilværelse. Den af fortvivlelsen opståede angst melder sig hos mennesker, der aner, at livets opgave er at blive sig selv, men som af en eller anden grund nægter at lave bevægelsen mod en ægte selvovertagelse. I Kierkegaards værk Sygdommen til døden fristes den fortvivlede person af alternativerne “Fortvivlet ikke at ville være sig selv, eller endnu lavere: fortvivlet ikke at ville være et Selv, eller allerlavest: fortvivlet ikke at ville være en Anden end sig selv”. Helbredelsen består nu i at indse, at fortvivlelsen stammer fra benægtelsen eller tildækningen af, at selvet ikke er sat ved sig selv, men er givet ved Gud. Kun ved indsigten i ens afhængighed af den Anden – hvorigennem man grunder gennemsigtigt i sit forhold til Gud – eksisterer ens frihed.2

En måde at bevæge sig mod ægte selvovertagelse

Hvad kan nu hjælpe den enkelte med at indse, at fortvivlelsen stammer fra benægtelsen af, at selvet ikke er sat ved sig selv, men er givet ved Gud? Kierkegaard kritiserer f.eks. “høflighed”.

Kierkegaard citat: “Samfundet antager ikke blot, som jeg seer Chineserne gjøre, 5 Cardinal-Dyder (Høflighed er den 5te), nei, Samfundet antager, etablerer kun een: Høflighed” 3

Dorothea Glöckner skriver, at som citatet antyder, er Kierkegaard ikke glad for “høflighed”. Han vil i stedet for gerne opnå redelighed eller oprigtighed. Problemet med “høflighed” er, at der kan opstå forskel mellem ytring og mening. I så tilfælde eksisterer den, der laver ytringen ikke i ytringen. Hans tale er drastisk fordunklet. Fordunklingen af talen stammer ifølge Kierkegaard fra, at talen indesluttes i “endeligheden” uden mulighed for tilførsel af “luft”. Vores tale “forstummer” simpelthen, hvis den kun udføres inden for endeligheden. I begyndelsen af Sygdommen til Døden, der omhandler Lazarus fra Johannesevangeliet, der af Jesus vækkes til live 4 dage efter hans død, henvises den menneskelige tale til sin plads inden for endelighedens betingelser. Denne tydelige afgrænsning slår fast, hvad der for den menneskelige tale er muligt. Endelighedens/nødvendighedens fortvivlelse defineres som det at mangle mulighed. Der skal altså i samtale åbnes for muligheden – ellers fordunkler den. I Begrebet Angest hedder det: “At forstaae en Tale, er eet, at forstaae det Deiktiose (henvisende) deri, er et Andet, at forstaae, hvad man selv siger, er eet, at forstaae sig selv i det Sagte, er et Andet”. Muligheden/”luften” åbner altså for, at man forstår sig selv i det sagte, og ikke bare forstår, hvad man selv siger. Der er altså to typer forståelse på spil her – en reproducerende og eksistentielt tilegnende. Hvad består så muligheden i? Her skal vi have fat i Kierkegaards skelnen mellem “menneskelig talt” og “christelig forstaaet”. “Christlig forstaaet” hjælper menneskets tale ud af blindgyden i endeligheden vha. troen på, at “for Gud er Alt muligt”. Guds vilje er nemlig det mulige, og vha. hans vilje er mennesket i stand til at meddele sig eksistentielt.

Skal vi tage konsekvensen af ovenstående analyse, medfører den, at vi opfatter talen til hinanden på en anden måde. Analysen pointerer for det første, at vores relationer afgøres af den enkeltes gudsforhold. Dermed udgør gudsforholdet en fundamental forudsætning for kommunikation. For det andet er det afgørende, at give plads for muligheden i kommunikationen både for afsender og modtager. 4

Når det lykkes at blive sig selv

Hvad så hvis det lykkes at åbne for muligheden i kommunikation via Gud? Hvad hvis det i det hele taget lykkes at helbrede fortvivlelsen?

Jürgen Habermas (f. 1929) citerer Kierkegaard med disse ord: … i at forholde sig til sig selv, og i at være sig selv grunder Selvet gennemsigtigt i den Magt, som satte det.” 5

Karin Christiansen skriver i forlængelse af Habermas, at en person, der lever som i citatet, ikke projicerer sit håb ud i det hinsides, og heller ikke synker ned i nostalgi efter det foregående. Denne person vælger sig selv lidenskabeligt i dette konkrete liv. Altså som almindelig borger på det sociale område vha. en ansvarlig overtagelse af sin fortid, med opmærksomheden rettet mod fremtidige muligheder for handling. Præcis ved valget, der tilskyndes ud fra “uendelig interesse i at ens eget livsudkast lykkes”, og der desuden betyder, at personen ser kritisk og angrende på fortidens forkastelige temaer og hændelser, bringer fortidens determinerende funktion til ophør. Den vigtige bevægelse, hvor personen overtager sig selv og sin egen biografiske situation, sker kun fri af tvang, i de tilfælde hvor personen lykkes med at overskride grænsen til sig selv som tilværelsens udgangspunkt og desuden med at hænge sammen med en absolut anden (f.eks. Gud), der er kilde til selve håbet om muligheden for at opnå frihed til at være sig selv. 6

1Ole Thyssen – Søren Kierkegaard – Et spejlkabinet af blikke

2Keld Thorgaard – Viden, virkning og virke; s. 297

3Niels Henrik Gregersen – Dansk teologisk tidsskrift s. 123

4Niels Henrik Gregersen – Dansk teologisk tidsskrift s. 123-127

5Keld Thorgaard – Viden, virkning og virke; s. 297

6Keld Thorgaard – Viden, virkning og virke; s. 297