“Rationalitetens jernbur” og Habermas’ frigørelse

Sociologen Max Weber (1864-1920) talte om “affortryllelsen af verden”. Han mente hermed, at rationaliseringen af den vestlige kultur har fjernet mytens og fortællingens menneskeliggørelse af naturen. Traditionelt har mennesket forklaret og forstået verden ud fra forskellige myter og fortællinger. Rationaliseringen er forbundet med udviklingen af videnskaben. Videnskaben har også med beherskelse af naturen at gøre. I og med beherskelse af naturen eroderede det mest grundlæggende: traditionelle værdier, idealer og meningen med livet.1 Den moderne videnskab forstår verden som et sæt målbare resultater. Dette nye forudsigelige verdensbillede erstatter det gamle ikke-videnskabelige verdensbillede. Hvis dette nye verdensbillede størkner, kan man ifølge Weber tale om et “rationalitetens jernbur”, hvor mennesket mister sin ånd.2

“Rationalitetens jernbur” i form af Habermas’ systemet koloniserer livsverdenen

Medlemmer af familier i dag har travlt. I dag er familien i højere grad rammen for individuelle aktiviteter end tidligere. Dette nødvendiggør planlægning for at løse problemet. Når familier putter deres tid i kasser og planlægger deres tid detaljeret, skaber det et bestemt sæt af koder, hvilket vil sige uskrevne regler for familiemedlemmernes opførsel, samtale og omgangsform. Omsorgen for at tale sammen om stort og småt og på vejen fornemme hvordan samværet udvikler sig og løbende evaluere, hvad der gør det gode samvær, viger for effektiveringstiltag. Når familien beslutter sig for at sætte sig sammen for at hygge, bliver det nødvendigt at følge en stramt detaljeret plan for hyggen. Således sniger effektivitetsbetragtninger sig ind i familielivet. Sociologen Jürgen Habermas (f. 1929) taler om, at systemet laver overgreb på livsverdenen.3 Disse effektiveringsbetragtninger, der sniger sig ind i familielivet, kan forstene, og dermed sniger “rationalitetens jernbur” sig ind i familielivet med følgen, at familielivet i den pågældende familie mister sin ånd.

Jürgen Habermas skelner fundamentalt mellem system og livsverden. Systemet består af marked og stat, hvori der hersker krav om rationalitet og effektivitet. I systemet kommunikeres der via penge og magt. Dette medfører, at når man træffer beslutninger, foregår det ud fra en kalkule om mest mulig effektivitet. Heraf vil sociale handlinger styres ud fra nogle anerkendelsesmekanismer, der er målbare. Fællesskaber og sociale handlinger findes i systemet på baggrund af rationelle nærmere end emotionelle anledninger. Dette påvirker kommunikationen i systemet på den måde, at handlinger ikke begrundes forståelsesorienteret men ud fra deres resultater. Habermas mener, at et samfund, der kun bygger på de værdier, der hersker i systemet (rationalitet og nyttemaksimering), vil mangle social sammenhængskraft og heraf gå i opløsning. Et samfund har også brug for livsverdenen. Livsverdenen er der, hvor vi så at sige er i live. Jo mere systemet laver overgreb på livsverdenen i form af “rationalitetens jernbur” jo mindre i live kan et menneske eller en familie siges at være. Livsverdenen styres af ting helt forskellige fra rationalitet. Moral og følelser er her i højsædet. 4

Habermas’ tese om, at systemet koloniserer (laver overgreb på) livsverdenen, sker f.eks. i forbindelse med børnepasning og ældrepleje. Disse lå tidligere i livsverdenens sfære, men er nu en del af systemets. Heraf bliver området, hvor kommunikativ handlen dominerer, mindre. Børnepasning og ældrepleje er nu i langt højere grad præget af effektivitet og resultater. Der kan opstå en krise i livsverdenen, hvis en familie f.eks. i forbindelse med valg af institution, kommer til at fokusere for meget på, hvad der er råd til, i stedet for hvordan opgaven løses på den bedste måde for børn, ældre og familie. 5

Når systemet overtræder vores grænse til livsverdenen, kan det have følger i forskellige patologier (genstandsområder). Habermas påpeger, at det at samfundet udvikler sig henimod øget statslig styring, øget fokus på penge og stigende levestandard, gør, at en større og større del af livet domineres af koder, der egentlig hører systemet til. At disse koder sniger sig ind i livsverdenen, kan ifølge Habermas føre til, at man udvikler patologier: meningstab, svækket solidaritet eller svækket legitimitet. 6

Emancipation/frigørelse

Habermas taler om tre former for erkendelsesinteresser: den teoretisk/objektive (naturvidenskaberne), den moralsk/praktiske (humaniora) og den emancipatoriske/frigørende (samfundsvidenskaberne). 7 Det er vigtigt at forstå, at Habermas er den del af kritisk-teoretisk forskning, som fra begyndelsen har indlejret en emancipatorisk eller frigørende erkendelsesinteresse. Denne interesse ønsker, via videnskabelig analyse, at finde og give selvbevidsthed til potentialer i livsverdenen, som kan inddæmme for ubudne gæster i form af overgreb og tingsliggørelse på livsverdenen. Og på denne måde generobre udfoldelsesmuligheder for den forståelsesorienterede fornufts interaktion mellem familiemedlemmer eller andre samfundsborgere.

Fremkomsten af den måske stadig dominerende diskurs om “livslang læring” kan i denne sammenhæng udlægges som et klassisk eksempel på overgrebstendensen. Oprindeligt, i 1970’erne, stod diskursen for en livsverdensorienteret, frigørende strategi, men i løbet af 1990’erne er diskursen blevet instrumentaliseret. Den erhvervsmæssige nytteværdi har så at sige koloniseret eller forgrebet sig på livsverdenen i diskursen. 8

Emancipation handler til allersidst om refleksion over undertrykkende samfundsmæssige forhold, der eksisterer til alle tider. Emancipation for Habermas er rettet mod magt forstået som uretmæssigt herredømme. Denne forståelse er en konsekvens af Karl Marx, men er ikke forbeholdt arbejde alene. Det er her Habermas skelner. Han sondrer grundlæggende mellem arbejde og interaktion. Interaktion skal her ses i forbindelse med sprog. Det er lige nøjagtigt i sproget, at refleksion er mulig, hvorfor også sproget muliggør emancipation. 9


Kommunikativ handlen som frigørelse fra “rationalitetens jernbur”

Habermas’ hypotese er, at sproget har et iboende formål, nemlig at vi som mennesker via kommunikation, kan komme til indbyrdes forståelse med hinanden. Habermas’ kritiske teori har sit udgangspunkt i samtalens fornuft. Med kritisk mener han en stræben efter en mere rationel og retfærdig indretning af det sociale liv. Når Habermas taler rationel, er det ensbetydende med et bredere rationalitetsbegreb end det instrumentelle og strategiske begreb for rationalitet, som man f.eks. finder det inden for økonomisk teori. I Habermas’ hovedværk “Teorien om Kommunikative Handlen” fra 1981 viser han, hvordan kommunikativ handlen og rationel konsensusdannelse også udgør en slags rationalitet. Som tidligere beskrevet kan kolonisering/overgreb på livsverdenen opstå i form af markedets pengelogik og bureaukratiets magtlogik, der benyttes på og fordriver områder, hvor man tidligere har kunnet koordinere handlen ved hjælp af dialog funderet på gyldig argumentation. I så tilfælde udskiftes selvstyring med fremmedstyring og indbyrdes forståelse udskiftes med kontrol og tvang. Ifølge Habermas er et udsagn gyldigt, hvis det er faktuelt sandt, normativt rigtigt og er oprigtigt tilkendegivende for talerens overbevisning. Når disse tre gyldighedskrav: sandhed, rigtighed og oprigtighed er indløst i en dialog, opnår vi kommunikativ handlen. 10

1https://samfnustxb.systime.dk/index.php?id=10608

2https://da.wikipedia.org/wiki/Max_Weber

3https://sociologiskset.systime.dk/index.php?id=402

4https://sociologiskset.systime.dk/index.php?id=402

5https://sociologiskset.systime.dk/index.php?id=402

6https://sociologiskset.systime.dk/index.php?id=402

7https://da.wikipedia.org/wiki/J%C3%BCrgen_Habermas

8http://www.kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=48

9http://www.sociologiskforum.dk/posts/emancipation/624

10https://www.leksikon.org/art.php?n=1039