Sokratisk dialog

Sokrates (469 f. Kr. – 399 f. Kr.) var en græsk filosof fra Athen. Det er især gennem hans elev Platons værker, at vi har kendskab til ham. Sokrates er hovedpersonen i Platons dialoger. Såkaldt sokratisk dialog er meget central i Platons værker. Sokrates er kendt for at have sagt: ”Det eneste jeg ved er, at jeg intet ved”. Dette er netop udgangspunktet for sokratisk dialog. Dialogerne i Platons værker åbner op for bundløse diskussioner, og med dette ønsker Sokrates at sætte samtalepartneren i en tilstand af kaos, også kaldet aporia. Parallelt med denne kaostilstand opleves en gradvis erkendelse for samtalepartneren. Den sokratiske dialogs procedure udvikles i 3 bevægelser:

1. Samtalepartner fremsætter sin ”Doksa”(tydelig og sikker opfattelse af et tema, som man er villig til at stå inde for).

Eksempel:

Samtalepartner fremsætter: Børn er altid onde, når det kommer til at lukke hinanden ude af fællesskaber.

Elenchos-proceduren”:

Sokrates modbeviser samtalepartnerens opfattelser – som regel på en måde, hvor samtalepartnerens argumenter vendes mod hans egen opfattelse. Sokrates viser sin samtalepartner, hvorfor hans argumenter er selvmodsigende.

Eksempel:

Samtalepartner: Børn lukker hinanden ude af fællesskabet, hvis de ikke kan lide et andet barn

Sokratisk guide: Det vil sige, at man er ond, hvis man lukker en anden uden for fællesskabet?

Samtalepartner: Ja, det er der ikke nogen, som synes er rart

Sokratisk guide: Hvad så hvis man lukker en person ude af fællesskabet fordi, at han vurderes som ødelæggende for fællesskabet?

Samtalepartner: Er det ikke en subjektiv vurdering?

Sokratisk guide: Så hvis man lukker en person ude af fællesskabet pga. en subjektiv vurdering, der lyder på, at personen er ødelæggende for fællesskabet, er man ond?

Samtalepartner: nej, men…

2. Der opstår nu et tomrum, ”Aporia”, i samtalepartneren:

Dette er en tilstand af forvirring, hvor man bliver usikker på sin egen opfattelse på grund af Sokrates’ snedige spørgsmål og problematisering.

Eksempel:

Samtalepartneren er nu i Aporia.

3. Her når Sokrates og samtalepartneren Episteme”:

Man er her kommet et skridt nærmere sandheden (der fortsætter uendeligt) i forhold til en mere flygtig opfattelse (doksa).1

Eksempel:

Sokratisk guide: Så børn er ikke altid onde, når de lukker hinanden ude af et fællesskab?

Samtalepartner: Nej.

Sokratisk dialog kan være et godt værktøj for omsorgspersoner til børn, ifølge en medarbejder ved Søren Kierkegaard Forskningscenteret. Ifølge hende kan omsorgspersoner hjælpe børn med at udvikle fantasi og lege med historier gennem brug af sokratisk dialog. Generelt menes der her at opmuntre til at stille gode spørgsmål, hvilket bemyndiger barnet til at tænke selvstændigt. Når man begynder at stille spørgsmål, der tillader barnet at se dybere ned i historien, vil barnet til sidst overtage spørgeteknikken selv, da lysten til at spørge plejes og barnet lærer, hvor motivationen til at spørge ligger. Desuden lærer barnet at stille mere spændende spørgsmål. I denne forbindelse gør en sokratisk guide klogt i altid at hjælpe barnet til at relatere historien til dets eget liv. Dette er vigtigt, da det, som er blevet personligt, vil tage prioritet frem for det, som er abstrakt, når det kommer til udvikling af barnets ”selv”.

I det antikke Athen var Sokrates nok den mest banebrydende filosof, og han så sig selv, som en der hjælper mennesker med at føde selvindsigt. Sokrates’ antog, at hvis man kender sig selv og verden nok, vil man også handle rigtigt. Sokrates betragtede sig selv som en hestebremse, der stak til ladhed og uvidenhed hos mennesker, som var for dovne til at tænke over samfundets love og normer og bare tog andres ord for gode varer. Sokrates’ hensigt var via sine spørgsmål at forvirre, stikke til og afprøve mennesker på deres meninger, værdier og begreber for, at de derved kunne opnå ny indsigt.2

1Kilde: https://www.oldtidskundskab.dk/oldlitteratur/oldfilosofi/oldfilosofiomplaton.html

2Kilde: http://kea.dk/kealabs/udvidetlaeringsrum/teorimetode/sokratisk-dialog/

Skriv kommentar

*