Vi er dømt til frihed – Jean-Paul Sartre

Vi er dømt til frihed – Jean-Paul Sartre

Jean-Paul Sartre (1905-1980) var en filosof fra det 20. århundrede, der bl.a. skrev om, at mennesker er “dømt til frihed”. Med det mener han, at vi vælger, selvom vi siger, at vi ikke vælger. Hvis jeg f.eks. vælger at ligge på sofaen, måske fordi, jeg er ambivalent om, hvad jeg skal vælge at gøre, så er det “ikke-valg” også et valg. Vi kan altså ikke slippe uden om friheden og valget. Ifølge Sartre kommer valgets autonomi før viljens autonomi: “Jeg kan ville tilslutte mig et bestemt parti, skrive en bog, gifte mig, alt dette er ikke andet end en manifestation af et mere oprindeligt valg, der er mere spontant end det, man kalder vilje.”1 Et eksempel på sådan et valg kan måske illustreres af en scene i filmen The Matrix (1999). Det er en scene, hvor hovedpersonen Neo, må vælger mellem to piller – en rød og en blå. Den røde pille fører til “sandheden” – virkelighedens verden, mens den blå pille fører til selvbedraget – the matrix. Scenen kan ses via følgende link: https://www.youtube.com/watch?v=zE7PKRjrid4

Lidt om Søren Kierkegaards eksistentialisme

Ifølge mange er den danske filosof og forfatter Søren Kierkegaard (1813-1855) fader til eksistentialismen, som er den filosofiske retning, Sartre tilhører. Kierkegaard taler om, at mennesket er religiøst anlagt. Selvet er et nøgleord hos Kierkegaard, og i selvet indgår forholdet til Gud. Kierkegaard taler om en “sygdom” eller et misforhold i selvet, som vi “fortvivler” over. Kun ved at forholde os til os selv på en ny måde og vælge os selv på en ny måde via det eksistentielle valg, kan vi skifte stadie eller livsanskuelse. Ligesom Sartre mener Kierkegaard ikke, at det eksistentielle valg er et spørgsmål om vilje. Kierkegaard trækker på den kristne Gud angående det eksistentielle valg, og kalder troen et paradoks, som vi må forholde os til med lidenskab. Da troen er et paradoks, kan vi ikke logisk forstå vejen til Gud, men vi må altså tro. Det vigtige ved troen er, at den kan løse modsætninger. Troen hos Kierkegaard kan også ses som en åbenhed overfor kærligheden. Kærligheden kan forene modsætningsparret nødvendighed og frihed i og med, at vi må have den, vi er forelsket i (nødvendighed), og vi vælger at være sammen med hende/ham (frihed). På denne måde bliver splittelse til enhed.2

Det sociale hos Sartre

G.W.F. Hegel (1770-1831) hævdede, at en gensidig anerkendelse af hinandens frihed er en selvfølgelighed i det borgerlige samfund. Eksistensfilosofien indvender, at dermed er det sociale anliggende ikke færdiggjort. Den peger på det individuelle subjekts privatliv, affektiviteten, dvs. emotioner og følelser som f.eks. stolthed og skam og desuden peger den på konflikten, som Sartre betegner som “Helvedet er de andre”. Med hensyn til indvendingen omkring det individuelle subjekts privatliv, mener Sartre, at subjektiviteten er privat, men egoet er “offentligt”. Dvs. når vi taler om hinanden, taler vi om hinandens egoer. Ifølge Sartre kan vi kun forstå os selv i forhold til andre. Derfor taler han om “væren-for-andre”. Sartre kommer i denne sammenhæng ind på den andens blik. Den andens blik rummer dommen over, hvad jeg er. Dette kan føre til, at min subjektivitet (jeget, inspireret af Descartes’ cogito (jeg tænker, altså er jeg)) reagerer med skam eller hovmod i forhold til dommen over mit objekt(egoet). Hvad angår konflikten “Helvede er de andre”, kan man i Sartres teaterstykke “Lukkede døre” opleve tre personer, der er endt i et psykologisk helvede. De valg, som de tre personer har foretaget i livet, har ført dem til, der hvor de er nu. De ting, som de har gjort mod andre, vender igen og igen tilbage til dem selv, og vedbliver med det. Den kærlige og tilgivende Gud, som Kierkegaard henviser til, kommer ikke til hjælp. Der er altså ingen forløsning. I “Lukkede døre” bliver andre fremstillet som helvede for den enkelte, da vi er vores valg, og således bliver dømt ud fra dem. Ifølge Sartre fremmedgøres vi af den andens blik, der bryder ind i vores univers. Men hvor Nietzsches blik i forhold til andre er “knytnæve” eller magtkamp, kan Sartres blik i forhold til andre desuden være et møde. 3 4 5 6

Menneskeheden erstatter Gud

Hvor Kierkegaard sætter Gud ind i ligningen, sætter Sartre i stedet for menneskeheden. Nogle af Sartres argumenter for udskiftningen er bl.a. Nietzsches “Gud er død”, hvilket betyder, at mennesket er alene i verden, og derfor individuelt skal fortolke tilværelsen. Et andet argument er “Begrebet om Gud = en selvmodsigelse”. Man kan ikke både være evig og nødvendig og samtidig skabe sig ud af intet. Konsekvensen af argumenterne fører til, at Sartre hævder, at mennesket må overtage Guds plads. Heraf bliver menneskeheden den forpligtende myndighed. Tilbage står vi med det sociale og friheden, der indebærer selvvalget og selvbedraget. Hvor Kierkegaard taler om fortvivlelse, når vi ikke vil være os selv, taler Sartre om selvbedrag. Selvbedraget har to grundformer. Det første kaldes “transcendens-fortrængning”. Her giver Sartre eksemplet med en café-tjener, der forveksler sin rolle som tjener med sin identitet. Der er altså ifølge Sartre forskel på den funktion/rolle, vi udfører og så vores selv. Det andet kaldes “fakticitets-fortrængning”. Hvilket betyder, at mennesket er nødt til at blive bevidst om sine livsvilkår. F.eks. kvinden der går på date, og fortrænger det begær, som er forbundet med at gå på date, og alligevel går på date. Altså et selvbedrag. Livet kan ses som en komedie, hvor vi spiller roller, der danner vores valg af identitet. Problemet er, at mennesket ikke vil kendes ved, at rollerne er tilfældige. Der er ikke nogen foruddannet menneskelig natur ifølge Sartre. Eksistensen kommer før essensen udtrykt med andre ord. Vi er i virkeligheden dømt til at være frie. 7 8

Eksistensens drama består i problemet med at skabe balance mellem selvets poler. Hos Kierkegaard tales der om nødvendighed og frihed. Hos Sartre skal balancen samtidig mønstres i forholdet til andre, da andre ligger inde med hemmeligheden om den, jeg er. Konsekvensen af dette problem er ofte fortvivlelse og selvbedrag. Hos Kierkegaard ligger løsningen i gudsforholdet. For Sartre må vi selv påtage os ansvaret for, hvad mennesket skal være. Og når vi vælger, vælger vi på menneskehedens vegne, da Gud jo er erstattet af menneskeheden. 9

1Kilde: www.flemminghoue.dk/wp-content/uploads/2016/08/Sartres-eksistentialisme.pdf

2Kilde: www.flemminghoue.dk/wp-content/uploads/2016/08/Sartres-eksistentialisme.pdf

3Kilde: http://oplevelsensstemme.dk/?p=810

4Kilde: www.flemminghoue.dk/wp-content/uploads/2016/08/Sartres-eksistentialisme.pdf

5Kilde: http://denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Fransk_litteratur/Efter_1940/Jean-Paul_Sartre

6Kilde: www.flemminghoue.dk/wp-content/uploads/2016/08/Sartres-Kvalme.pdf

7Kilde: www.flemminghoue.dk/wp-content/uploads/2016/08/Sartres-eksistentialisme.pdf

8Kilde: https://www.information.dk/debat/1998/05/doemt-frihed

9Kilde: www.flemminghoue.dk/wp-content/uploads/2016/08/Sartres-eksistentialisme.pdf

Skriv kommentar

*