Er frikirke frihed?

Indledning

Gennem årene har jeg lært, hvor vigtigt det er at stå fast ved det retfærdige og mest af alt at tage ansvar for det, som jeg foretager mig både af gode og dårlige handlinger.

Hvorimod min opvækst i det troende/kristne miljø var præget af en lærdom, der fortalte mig, at jeg kunne være en synder, men at tilgivelsen var stor, når man lagde det frem for Gud. Prisen for mine fejl var for én gang betalt ved den lidelse, som Jesus påtog sig ved at dø for mig på et kors. Umiddelbart en befriende tanke for så skulle jeg ikke bekymre mig så meget mere over konsekvenserne, for prisen var jo betalt.

 

Satan er også en befrielse

I det kristne budskab findes der også den onde (satan) – fristeren, løgneren, den ødelæggende og største bedrager. Denne skikkelse bliver beskrevet i bibelen, samtidig bliver der også fortalt om det i det kristne budskab. En helvedes skaber, som kun har til hensigt at fordærve dig, så du opnår en evighed i fortabelse og pinsel. Satan vil have dig væk fra Gud, så du tjener til fordel for ham i en destruktiv livstil, der kun ender i evig smerte og tænderskæren.

Min overbevisning i dag er, at mange kristne finder en form for befrielse i denne hr. Satan. Min påstand vil jeg gerne forklare på følgende måde.

Ja, det lyder skørt, at djævleskikkelsen kan være en slagt befrier, for han er jo også fuld af ondskab og frister mennesket til at fejle og gøre onde ting.

Hvis man er af den overbevisning, så er det vel også en befrielse. For de gange man fejler eller gør onde ting, så findes der bare en djævel, man kan skyde skylden på. Det leder jo til, at man ikke selv skal tage ansvar for dumme og ondskabsfulde handlinger.

Jeg har set og hørt troende takke Gud, fordi de fik penge tilbage i skat hvert år i maj måned, og til gengæld forbandede de Satan, fordi de fik et skattesmæk. Begge ting er er noget, vi har 100% indflydelse på selv.

Jeg synes, det er synd, når et menneske ikke selv kan tage æren for at være god til at udfylde en forskudsopgørelse, og samtidig er det da ikke fair at give djævelen skylden for, at man selv er en klovn, der ikke indberetter sin skat korrekt.

 

Troen er eneste vej frem

Selv at kunne tage ansvar for både succeser og fejl i ens liv er starten til et sundt liv. Alt for mange kristne fralægger sig på det groveste deres ansvar, og så fortsætter de med deres opvisning, hvor de skal fremstå som fejlfrie individer, der svæver over hedningerne med et overbærende smil.

De mødes i deres kirker og deler erfaringer fra en opstillet perfekt verden, og så bekræfter de hinanden i, at deres livstil er den gyldne vej til evigheden med Gud.

De fortolker bibelen, så den passer til deres behov og kommer med søforklaringer på, hvorfor bibelen også skildrer en dyster historie, hvor befolkningsgrupper blev slagtet i Guds navn.

I mit liv har jeg mødt mange uærlige mennesker og mennesker, der bedrager og lever deres liv på en løgn. Næsten alle disse mennesker erklærer sig som kristne og dyrker troen sammen med andre i såkaldte frikirker. De forkynder en tro på det evige liv i himmeriget/paradis, dette opnås ved trosovergivelse til det, der bliver forkyndt. Fornægter du forkyndelsen, vil du havne i helvede.

 

Hellere helvede end en plads i himlen i deres selskab

Selv små børn bliver præsenteret for denne lære, og metoden ”frygt” bliver brugt til, at børn skal overgive sig til troen, så de ikke havner i kløerne på det onde.

Samtidig med denne forkyndelse omgås de sandheden på snedig vis og spreder rygter og løgne om andre, der ikke fremstår som endegyldigt troende.

Min personlige holdning er, at skulle der findes et himmerige, der er forbeholdt deres slags, så ville jeg frivilligt vælge helvedet frem for en evighed i deres selskab.

 

Hellere diskutere virkelighed end Guds eksistens

Jeg har ikke til hensigt at diskutere eller påstå Guds eksistens. I min optik er dette en privatsag, og jeg er af den overbevisning, at vi alle har vidt forskellige opfattelser af, hvordan det guddommelige fungerer for os. Det jeg gerne vil diskutere, og som jeg savner, at der kommer større fokus på er, hvordan især frikirkemiljøet forbereder børn/en ungdom på at efterleve et endegyldigt svar, der bliver prædiket fra talerstolen. Disse forkyndelser og belæringer er ofte ikke i trit med virkeligheden og den tid, vi lever i.

 

Sex før ægteskabet

Som eksempel vil jeg bruge læren om ”sex før ægteskabet”. Et hot emne for unge, der bliver besvaret med et køligt svar fra præsterne og ungdomslederne.

Hot: forstået på den måde at den naturlige teenager unægtelig vil beskæftige sig med tanker om sin krop, og hvordan han/hun fremstår overfor det modsatte køn. Dette er en drift, der er så naturlig samtidig med, at længselen for at udforske det kun bliver stærkere med årene. Der ligger også en løsrivelsesproces i disse tanker med en længsel mod at blive selvstændig og kunne tage ansvar for egne valg. Hvis vi med ærlighed kigger tilbage på vores egen pubertet, så vil vi huske en periode, hvor – længsel, seksualdrift, håb, fantasi og drømme var blandet sammen i en større forvirret masse. En forvirret masse som vi ikke helt selv havde kontrol over, og vi ledte efter et trygt sted, hvor vi kunne dele disse tanker. Et sted hvor der var respekt, forståelse og tillid.

Det kølige svar, som mange af disse teenager bliver mødt med i kirkemiljøer, er et forbud. Et forbud, der tager udgangspunkt i skriftsteder, som de finder i meget af det, Paulus (bibelsk skikkelse i det nye testamente) belærer dem om. De unge bliver spist af med, at forvirringen er Satans forsøg på at frarøve dem det lykkelige liv med Gud i evigheden. Historien viser, at de unge nu står tilbage med en afmagt overfor deres egne naturlige længsler. Afmagten tager udgangspunkt i en belæring om, at de drifter og tanker, som de ikke bare kan lukke ned for, er urene og forbudte.

 

Et afbræk fra fortvivlelsen

Til tider kan de finde et afbræk i deres fortvivlelse ved at møde op til vækkelsesmøder og lovsangsaftener. I disse situationer kan forsamlingen bevæge sig ind i en trancelignende tilstand, hvor hele ”set oppet” er en gudsdyrkelse baseret på stemning, der appellerer til følelser. Forkyndelsen kan i mange tilfælde blive fuldt op af forbøn, håndspålæggelse med bøn om styrke til at modstå djævelens fristelser. Endnu en gang bliver de mindet om, at midlet mod deres egne drifter hviler på en guddommelig indgriben, som vil give styrke til at modstå.

Jeg sætter store spørgsmålstegn ved den langvarige effekt af disse metoder, for hvor kommer ”ansvar for egne handlinger” ind i billedet? Hvis et menneske lever med en overbevisning om, at alle problemer bliver løst ved en udefra kommende indgriben. Hvor har de så styrken til at have tillid til sig selv?

 

Afhængighed

Der ud over så virker disse sammenkomster som en slags narko for deltagerne, for når hverdagen melder sig, så er de tilbage med dem selv. De er tilbage med deres egne tanker og naturlige drifter uden at være et gram klogere på, hvordan de selv kan tage ansvar og hvile i, at livet læres bedst ved have respekt for sig selv og andre. For at slippe for den indre fortvivlelse, der bygger sig op, søger de tilbage til møderne for at blive mindet om den styrke, der på mirakuløs vis vil befri dem fra dem selv.

 

Loven ikke fornuften

Forventninger om at være seksuelt afholdene er for langt de fleste en umulighed. Især når de indleder et forhold til et andet menneske. Redskaberne de har for at passe på sig selv og deres partner er fattige, fordi disse er basseret på lov og ikke fornuft og pli. Viden og mulighederne for, hvordan man i et seksuelt forhold beskytter sig mod at blive gravid, er tynde. Da de oplysninger, som velfungerende voksne skulle have givet, er blevet erstattet med bibelske principper og løftede pegefingre. Der opstår en utålmodighed for at slippe for fordømmelse, så de unge springer ud i ægteskabet i en tidligere alder. I mange tilfælde afføder det en langvarig kamp for at overleve følelsesmæssigt i et partnerskab med det modsatte køn.

 

 

Ond cirkel

Den ældre generation har også en torn i siden på sig selv, når det drejer sig om at være ærlige. Ærlighed vil minde dem om, at de ikke selv gik den rene vej og var 100% afholdende inden ægteskabet. De har i årevis forkyndt, hvorledes man erstatter selvindsigt med overgivelse til Gud. Cirklen er ond og bløder ned gennem generationer: Dobbeltmoralen bliver ikke konfronteret, men i stedet giver det god plads til selvfordømmelse og fornægtelse af virkeligheden.

De unge tør ikke tale ærligt om, hvad de kæmper med, for det vil få dem til at fremstå som skrøbelige. De opdigter en virkelighed, hvor alt skal se perfekt ud. Konfronteres de med en realistisk virkelighed, griber de til en umoden forklaring. En forklaring deres forbilleder i kirken har vist dem: (stiller du spørgsmålstegn ved den troenes livstil, så er det ondskab)