Om skribenten: Karolina Winther, 33 år • Uddannet Nanofysiker, • Mor til tre drenge på 1, 2 og 6 år, • Arbejder som Ingeniør • og indehaver af psykoterapi virksomheden Casalife.dk
Hvem kender ikke kollegaen, eller vennen som gang på gang kommer med en ny taske, sko, øreringe, mobil telefon, frisure osv. Nærmest insisterende, som i en reklamefilm fra den lokale tv station lavet på budget, kommer hen forbi, og svinger, eller lyser, eller glimter indtil omgivelserne eftergivende har kommenteret på genstandens fine fysiske fremtoning, unikke farve, eller samklang med personens øjenfarve. Det er som om at det der skal til at begynde, er en forud indtalt samtale, hvor både giver og modtager af kommentaren kører efter et færdigskrevet manuskript af tilladte vendinger tilpasset lejligheden. Hvor kommer dette behov for påtaget nyhedsværdi fra? Kunne det tænkes at vi kunne bevæge os forbi den ’sikre samtale’ selv inden for perifere relationer og interaktioner? Hvis vi godtager premissen om at mennesket er et socialt væsen . Samt at i et menneskes interaktion med sine omgivelser, deles energifeltet med de antagede ’ejede’ værdi genstande. I denne kontekst bliver en taske ikke bare en taske, men en forlængelse af selvet; ’min taske’ . Prøv bare at sige til en 3 årig at ’ nu tager jeg din pind, fordi du går og slår med den’ og du kan risikere at det opleves som en ulykke værre end ikke flere nye afsnit af ’Paw Patroll’ hos ejermanden . En genstand vi påstår at eje, bliver på den måde en forlængelse af vores identitet, og vi føles mindre hele når den mangler i den kontekst vi plejer at have den i. Eksempler på dette er panik følelsen der opstår hvis man har glemt sin pung eller telefon, når man har glemt dykkerbrillerne og er i svømmehallen, nikotin tyggegummiet når vi sidder i flyveren, eller den af farmor hæklede ’nussemus’ er blevet væk henne i børnehaven . Hvis vi som mennesker ønsker den sociale kontakt, men at selvet er sårbart, og vi derved er bange for at vise andre hvem vi virkelig er indeni, så kan det være mindre farligt at vise bare en lille bitte begrænset del af hvem vi er. Fx ved at have iført os et særligt udvalgt nyt smykke, farverig trøje, eller andet. Når vi møder andre med det bevidste eller ubevidste ønske om at; de skal ’lægge mærke til’ denne ting, kan det stamme fra ønsket om at blive set. At de ser en del af os. Den del vi særligt har udvalgt at de skal se, og derfor udtrykt som en fysisk genstand i vores felt, som en forlængelse af os selv. Den menneskelige kontakt bliver måske mere sikker på den konto. For møder vi nogle som kommer med en negativ eller uønsket bemærkning om den genstand man har valgt at eje. Kan man altid ty til forklaringer om at ’nå, men det var også bare en lille ting fra genbrug’, eller ’jeg fik den af min moster, og nænnede ikke at smide den ud’. Den ting man lige selv var tilfreds og glad for, og som viste andre en lille del af en selv, kan pludselig virke ubetydelig og kejtet, og ikke noget man ønsker at identificere sig med. En lille del af dig selv er blevet udsat for kritik, hvis omgivelsernes reaktion har været spottende eller præget af ligegyldighed for din nye værdigenstand. Således er vi i vores interaktioner hinandens kompas, i tilfælde hvor vi lægger en lille del af os ud frit for kommentering, ved at vælge at skille os ud, og tydeligt vise vi når har erhvervet en ny ting. Hvad om ingen af os behøvede denne gentagne ’udvidelse af vores selv’, hvis vi mødte alle vores kollegaer og perifere relationer til ’Adam og Eva aften i Waves i Randers’ , og var i stand til at have en reel samtale om livet, om sørger og glæder, om hvordan vi ser på verden, og kunne læne os ind i hinanden uden at opleve ’vurdering’ af os som personer ud fra vores fremtoning. Den reflekterende selvvurdering der opstår i feltet mellem os og omgivelserne når vi vælger at spejle os i, og navigere efter ydre normer og anderkendelse, kan forsvinde, hvis vi indser helt inde i vores kerne at vi er gode nok. Du kan være moren som giver din søn to hvide boller med pålægs chokolade med i børnehave og intet andet, hvis det er det du har lyst til den dag. Du kan være den person på arbejdet som kører i den ældste, mest rustne og farvestrålende bil på hele parkeringspladsen og stadig glæde dig i taknemmelighed over at du får lov at køre i din egen bil hver dag, til dit eget arbejde som du er glad for. Du kan være stolt over at din bil har en kassette båndafspiller, som eneste mediekilde. Du kan have den samme kjole på til firmaets /klubbens julefrokost 5 år i træk. Du kan se fuldstændig ens ud hver dag, samme tøj, hår og øreringe osv. Således at det ikke bliver en styrende ubevidst faktor imellem dig og dine relationer, hvor det usagte i relationen ikke behøver at få ordet, og autopiloten i samtalen ikke får overtaget. Ingen vil studse over dig eller din fremtoning, ’om der mon er noget forandret ved dig?’, ’ønsker hun/han mon at vi kommenterer på det?’ hvis du vælger at se ens ud hver eneste dag. Hvis du vælger at du er dit eget kompas. Når anderkendelsen kommer indefra forsvinder behovet for ydre anderkendelse. Og samtidig behovet for at ’købe/anskaffe sig nyt’, for at blive lagt mærke til, for at vise andre en lille del af hvem man er, eller forsøge at imponere andre. Det er et fuldstændigt muligt scenarie for alle at nå i deres liv. Men det er måske ikke en populær holdning at besidde eller ytre i markedskræfternes blomsterne landskab som er påklistret ’nye speciel features’, ’kan nu også fås i pastelfarver’, og ’kompatibel med næsten alle typer platforme’. Hvis du er ny i dette felt, hvis du ønsker at tillade mere af dig i dit liv, dybere oplevelse af og erkendelse af din egen tilfredsheds følelse over alt det du har. Opleve en dyb og inderlig egen taknemmelighed over livets frie goder; potentialet i hvert åndedrag, hver solstråle på din kind, ’den løbetur du kunne tage i aften regnen’, den samtale med din nabo i morgen hvor i kunne planlægge gril festen sammen med barndomsvennerne’. Så er et godt sted at starte listen her , som giver værktøjer til at finde ind til svaret på det essentielle spørgsmål : ’Hvordan ville verden se ud hvis vi tillod os selv, at lade andre mennesker se ind i vores sande potentialer, sørger, glæder og ubekvemme sandheder.’