Ny vandborg i BonBon-Land

BonBon-Land har i sæson 2013 fået en ny vandforlystelse, der hedder Pelle Piratsprøjt. Der er tale om en kæmpe vandborg på et 550 m2 stort område, hvor børn kan plaske, rutsje og sjaske i sommervarmen.

Ud fra vandborgen går der 10 rutsjebaner i forskellige højder, så børn i alle aldre kan få en rutsjetur. Der er også tre tønder fyldt med vand, som bliver tømt med jævne mellemrum ud over de bade-glade-gæster.

I sommervarmen kan det være endda meget varmt i forlystelsesparken, så det nye vandområde i BonBon-Land vil helt sikkert blive budt velkommen af de i gennemsnit 400.000 gæster, der om året besøger BonBon-Land.

Pelle Piratsprøjt er åben, når temperaturen er over 15 grader og primært i højsæsonen, hvor det er varmt. Derudover er vandborgen henvendt til børn i alderen 4-14 år, det er altså ikke tilladt de voksne at lege i Pelle Piratsprøjt. Børn under 120 cm skal dog være under opsyn af en voksen.

Det biiiip skægt i BonBon-Land

BonBon-Land er et sommerland med mere end 50 forskellige forlystelser, og der kommer hvert år nye forlystelser til forlystelsesparken.

Nogle af de mest unikke forlystelser i BonBon-Land er Svend Svingarm, Henry Hundeprutte-rutsjebanen og Bæverrafting. Der er forlystelser til børn og voksne i alle aldre. Der er også legepladser og borde samt bænke, som gæsterne kan benytte så meget de vil. Det er tilladt at medbringe madkurv med egen mad og drikkevarer, men der findes også en del spisesteder med buffet, fast food m.m.

BonBon-Land dækker et areal på intet mindre end 130.000 m2, hvilket er et ret stort område. Til sammenligning er forboldbanen i Parken, København, ca. 7.000 m2. Så der kan være et par stykker af dem i BonBon-Land. De fleste gæster når ikke alle forlystelser igennem på én dag. Derfor er det muligt at komme igen med en 2. dags billet, hvilket betyder, at du som gæst kan komme gratis ind på næstkommende åbningsdag.

Alle forlystelser er gratis

Når først entréen er betalt, er alle forlystelser gratis. Du kan altså prøve den ene forlystelse efter den anden – igen og igen og igen og igen… Vær blot opmærksom på, at nogle forlystelser lukker en time før forlystelsesparken lukker.

Kom i weekenden!

Hvis man gerne vil undgå kø og mange mennesker, kan det betale sig at besøge parken i weekenden, fremfor hverdagen. Det skyldes, at mange lejer sommerhus i højsæsonen og her sker ud- og indflytning oftes lørdag. Så fredag og lørdag er faktisk nogle af de dage, hvor der er færrest mennesker i BonBon-Land i højsæsonen. Færre mennesker betyder mindre kø og dermed hurtigere adgang til forlystelserne.