Skønhed kommer udefra

Jeg driver min egen skønhedsblog på MakeOver.guru. Jeg interesser mig for æstetik, hudvenlige produkter og behandlinger, sund livsstil samt mode helt generelt.

Det lyder måske overfladisk ligefrem at påstå at skønhed kommer udefra. Et eller andet sted synes jeg faktisk godt det kan lyde noget ”frelst” bare at påstå den kommer indefra. Faktisk vil jeg slet ikke være så skråsikker at jeg vil påstå at en af delene er det eneste rigtige svar – for det er vel en kombination. Ligesom det er en god diskussion om hvorvidt det var ægget eller hønen, der kom først.

Det her kommer udefra:
Det du spiser kommer i allerhøjeste grad udefra, og som nogen siger, så er du det du spiser. Det meste af vores krop bliver udskiftet i løbet af et år og består af det vi spiser. Har du nogensinde set et menneske, der er oppustet af fedme og usund mad ændre kostvaner og begynde at træne?! De får en smukkere hud med en skøn glød og ansigtet får pludselig karakter frem for at ligne en blød ballon. Ja, undskyld hvis du synes det lyder groft og politisk ukorrekt, men det er desværre/heldigvis sandheden. Det gode er jo at der er noget at gøre ved det.

Hvordan folk behandler dig kommer også udefra. Den måde du generelt bliver behandlet af andre mennesker påvirker rigtigt meget hvad du selv udstråler og hvordan du tacker det. Det meste af dine metoder er sandsynligvis fastlagt i barndommen, men du kan påvirke dette. Der er frelste mennesker, som siger at du altid selv bestemmer hvordan du vil reagere. Dette er bare ikke 100% korrekt, da det er helt umuligt at gå igennem livet med en masse spark uden at det påvirker den måde vi reagerer på uanset om vi vil det eller ej. At det så også går den anden vej, og du i høj grad også påvirker hvordan andre reagerer og du dermed også indirekte påvirker om du får negativ eller positiv feedback helt ude i hvordan de reagerer på dig og du igen reagerer på dem er også en af de ting jeg sjældent ser nogen skrive om. Det er ellers sådan noget, der giver en sneboldeffekt i enten god eller dårlig retning.

Jeg har set mennesker, der er endt i den der sneboldeeffekt på en dårlig måde, så de har svært ved at komme ud af den igen. Et tip vil være at tilbagetrække sig i en tid og vælge små skridt med omhu. Små skridt som med stor sandsynlighed kan give succesoplevelser. Selvfølgelig er der ingen garantier for succesoplevelser i hvert skridt, men hvis de fleste af dem er positive, vil retningen indeni i en selv også ændre sig.

Der er ingen tvivl om at et positivt udsyn på tilværelsen afspejler sig ditto positivt på dit udseende og den måde du tackler verden på. Et positivt udsyn påvirker også dit syn på dig selv og hvordan du vælger at behandle dig selv og din krop. Det vil om ikke lige natten over, så sigt påvirke dit udseende.

Jeg havde lige en sidste pointe omkring det at skønhed også kommer udefra. Har du nogensinde set nogen af de der TV-programmer, hvor folk får en makeover?! Det drejer sig nogengange om mennesker, der ser ud til aldrig nogensinde at have gjort noget ud af sig selv. Når de så får hjælp til smartere og mere flatterende tøj, pænere frisure og makeup etc, så sker der noget drastisk bare på den måde de bevæger sig på. De retter sig op og får fornyet selvtillid.