The Big Apple, Fun City, The City That Never Sleeps. Kært barn har mange navne. Det gælder naturligvis også den amerikanske metropol New York City. Er du så heldig, at din næste storbyferie går til New York, så kan en gåtur langs den smukke High Line varmt anbefales. Det er en af byens meget populære turistattraktioner – og af god grund.
Hvad er High Line?
High Line i New York City er faktisk kategoriseret som værende en offentlig park, men fungerede tidligere som togbane i cirka tredje sals højde. Siden 1980 blev High Line dog ikke længere anvendt til togdrift og stod ubenyttet hen i en lang årrække.
Først i 2009 blev den cirka 2,5 kilometer lange strækning på Manhattans West Side omdannet til den unikke park, den stadig er i dag. Det er faktisk meget heldigt, for i en årrække var togbanen nedrivningstruet, indtil kreative kræfter så muligheder i at bygge konstruktionen om til et rekreativt område, som i dag strækker sig fra Gansevoort Street i Meatpacking distriktet til West 34th Street.
Når du går langs ruten, har du mange steder mulighed for at kigge direkte ned på New Yorks travle gader, eller bare nyde den flotte beplantning, tage et kig på de oprindelige togskinner eller observere andre nysgerrige turister fra hele verden. Langs ruten er der også mulighed for at købe mad og drikke, eller blot tage et hvil på en bænk.
Ruten føles meget sikker, da man går i et åbent område, hvortil der er god sigtbarhed fra mange af de omkringliggende bygninger.
High Lines historie
High Line er en gammel konstruktion, som blev bygget helt tilbage i 1934, som del af et større infrastruktur projekt i New York City.
Med den nye togbane var man i stand til at lede togtrafikken cirka 9 meter op i luften og dermed fjerne denne tunge og farlige trafik fra gaderne i Manhattans største industrielle område. Togtrafikken mistede dog i højere og højere grad sin berettigelse til fordel for lastbiler allerede i 50’erne. Som nævnt blev togtransporterne helt afviklet i løbet af 80’erne, og som ligegyldig info kan det nævnes, at det sidste tog på High Line fragtede en større mængde frosne kalkuner.
Adgang til High Line
Om vinteren er der adgang til parken mellem kl. 07.00 – 20.00. Forår, sommer og efterår har parken lidt længere åbningstider – nemlig fra kl. 07.00 – 23.00. Har du af en eller anden årsag hund med til New York, skal du være opmærksom på, at der ikke er adgang for den. Til gengæld er hele High Line kørestolsvenligt.
Interessante fakta om New York City High Line
- High Line er blevet betrådt af flere end 20 millioner besøgende siden 2014.
- Flere end 120 kunstnere med mange forskellige kunstneriske udtryksformer, har udstillet langs ruten.
- Langs ruten kan du nyde synet af flere end 350 arter af stauder, græstyper, buske og vinstokke.
- Der er igennem årene blevet serveret flere end 36.000 tacos og 76.000 is langs High Line.
Mere info om High Line
Hvis du vil vide mere om New Yorks måske mest særprægede park, kan du besøge Friends of the High Line på hjemmesiden www.thehighline.org. Det er en non-profit organisation – ejet af byen New York City – som har ansvaret for at rejse både offentlige og private midler til at vedligeholde og drive High Line.
Hav en rigtig god tur til The Big Apple.