Sådan skriver du artikler i WordPress

Vi starter med at logge ind i backenden (kontrolpanelet), hvor vi kan oprette og skrive vores artikler.

Hvis du er en ny forfatter

Hvis du er ny på Avido, skal du klikke på punktet ”Registrer” i Forfatter menuen i højre side. Så kommer du til en side hvor du skal indtaste det brugernavn du vil bruge samt din e-mail adresse. Klik herefter på på den blå knap ”Registrer”. Herefter bliver der sendt en e-mail til dig. Hvis du ikke modtager den, så tjek din spam-bakke, da den nemt kan ryge i den.

Du skal klikke på linket i den e-mail du har fået, for at bekræfte at det er dig der har oprettet dig. Herefter kan du logge ind med det brugernavn du valgte og det kodeord / password du fik i e-mailen.

Når du er kommet ind i backenden, anbefaler jeg at du straks går til Profil-siden, som du finder i venstre sides menu. Her kan du skrive dit fulde navn, samt vælge hvordan det skal præsenteres på siden. Derudover anbefaler jeg stærkt, at du vælger et nyt password efter eget valg. Så kan du nemmere huske det til en anden gang. Klik på ”Opdater profil”, ellers bliver dine ændringer ikke gemt.

Nu er du klar til at skrive din første artikel. Læs hvordan du gør, længere nede.

Sådan logger du ind

Hvis du har skrevet artikler før, så har du sikkert ikke brug for denne guide, men det kan jo godt være alligevel. Da du er oprettet som forfatter i forvejen, skal du bare klikke på ”Log ind” i Forfatter menuen i højre side. På den side der kommer frem, skal du indtaste dit brugernavn og dit kodeord.

Hvis du ikke kan huske dit kodeord, kan du klikke på ”Mistet dit kodeord?” i bunden, hvorefter du kan skrive din e-mail eller dit brugernavn, og så får du tilsendt et nyt kodeord på din e-mail adresse. Herefter kan du logge ind med det nye kodeord.

Du er nu klar til at skrive en artikel.

Sådan skriver du artikler

Nu er du logget ind, har evt. rettet din profil og er klar til at skrive din artikel. Det er jo det der er formålet.

I venstre side vælger du menupunktet ”Indlæg”. Så kommer du til en side der hedder redigér indlæg. Her er en række underpunkter hvor du kan se alle andre artikler der er oprettet på siden.

Klik på ”Tilføj nyt”-knappen i toppen. Nu kommer du ind på ”Opret nyt indlæg” siden og er klar til at skrive din artikel. Du skal skrive din artikel i den store rude midt i det hele. Men lige ovenover, er der en tynd, lang rude, hvor du skal skrive din titel. Titlen er den overskrift som din artikel vil få, når den ligges online.

Nu kan du skrive din artikel i den store rude. Da du allerede har skrevet din overskrift i feltet øverst, kan du gå direkte til at skrive brødteksten. Øverst i denne rude, finder du en række knapper, hvor de fleste knapper er standard knapper fra mange tekst programmer som f.eks. Word. Fed skrift, skrå-skrift, venstre-justering, centreret, højre-justering m.m.

Hvis du klikker på den yderste knap til højre, så får du flere knapper at vælge imellem. Nu kan du vælge tekstfarve, understregning, indrykning osv.

Hvis du artikel er lang, kan du, ligesom i denne artikel, vælge at lave små afsnit undervejs, hvor du laver en lille overskrift til. Denne overskrift skal formateres til at være en overskrift. Du kan enten bare gøre det med fed skrift, men jeg anbefaler at du fortæller programmet det er en overskrift.

Udvid funktionerne øverst i ruden, så du har 2 rækker. Markér din overskrift til afsnittet, og vælg så enten ”Overskrift 2” eller ”Overskrift 3” på den knap der hedder ”Formatering”. Klik på den, og vælg punktet i dropdown menuen. Det er ikke fordi du skal nummere dine overskrifter jo længere du kommer ned, men jo højere tallet udfor overskriften, jo mindre bliver skrifttypen. Desuden vil overskriften have mindre og mindre betydning i forhold til søgemaskiner som Google m.fl.

Nu kører det forhåbentlig derud af med at skrive din artikel. Her på Avido.dk skal alle artikler være minimum 200 ord lange, men helst gerne over 400 ord. Du kan følge med i hvor mange ord du har skrevet, nederst i ruden til venstre. Her står en ordoptælling, som opdateres hver gang du gemmer din artikel.

Du gemmer din artikel, undervejs ved at klikke på ”Gem kladde” øverst i højre side. Gør det med jævne mellemrum, så er du sikker på du ikke mister dit arbejde.

Du kan tilføje links til din egen side, blog eller andre steder på nettet hvor du finder relevant information i forhold til artiklen. Du tilføjer links, ved at markere den tekst der skal være linket, og klikke på ”kæde” symbolet i kontrolpanelet øverst i ruden du skriver i. Så kommer der en lille rude frem, hvor du kan indtaste adressen, hvortil linket skal føre brugeren. Huske at taste hele adressen inkl. http://. I ”Target” kan du vælge om linket skal åbne i samme vindue eller i et nyt vindue. Her anbefaler jeg så længe det er et link der peger på en helt anden side, at du åbner linket i et nyt vindue. Så kan læseren nemt komme tilbage til din artikel. Du kan også skrive en titel til dit link. Titlen kommer frem når læseren holder musen henover linket. Tilføj linket ved at klikke på knappen ”Indsæt” i bunden af den lille rude. Husk at du højst må have 3 links i din artikel her på Avido.dk.

Når du er færdig med din artikel, er det en rigtig god idé at læse den igennem, så du fanger evt. stavefejl, dobbelte ord m.m. Du kan både gennemlæse din artikel i den rude du har skrevet artiklen, eller du kan klikke på ”Preview” øverst i højre hjørne. Klik på tilbage-knappen, når du har læst din artikel. Ved at læse artiklen via Preview, ser du den hvordan den kommer til at se ud på selve sitet. Bare rolig, det er kun dig der kan se den, selvom den ser ud til at være integreret i siden.

Når du har gennemlæst artiklen og lavet evt. rettelser, er du klar til de sidste step, inden du er klar til at indsende artiklen. I højre side, skal du nu skrive en række tags. Tags er nøgleord, som din artikel handler om. Nøgleordene er også nogle som du kan forestille dig at folk evt. vil søge efter på Google eller på Avido.dk, og så skal de gerne finde din artikel. Du kan skrive så mange tags som du vil. Skrive ordene efter hinanden og adskil dem med et komma, eller bliver det til én lang søgestreng. Du kan også indtaste et ord ad gangen og trykke på Enter på dit tastatur.

Bagefter skal vi have valgt en eller flere kategorier til din artikel. Sæt hak ud for de kategorier du mener din artikel passer i. Synes du din artikel overhovedet ikke passer i nogen kategori, så sæt den til at høre hjemme i ”Ikke kategoriseret”. Når du så har indsendt din artikel, så send en e-mail til info@avido.dk hvor du foreslår en kategori. Skrev også titlen på din artikel og dit navn og brugernavn.

Nu er du sådan set klar til at indsende din artikel, men du kan vælge at udføre et trin mere, som vil kunne øge besøgstallet på din artikel. Du bestemmer selv om du udfører dette trin, men jeg anbefaler det helt klart, da formålet med at skrive artikler jo må være at så mange læser det som muligt. Desuden øger dette trin din ranking på søgemaskiner som Google m.fl. så det er godt lige at gøre det.

Under den store rude hvor du skrev din artikel, findes en længere række af andre ruder, som du kan folde sammen eller folde ud. Dem skal du generelt slet ikke pille ved eller bruge til noget. Men den der hedder ”All in One SEO Pack” vil jeg anbefale du udfylder. Det er den tekst som vil blive vist om din artikel i søgemaskinerne.

Det øverste felt hedder ”Title” og her kan du skrive en anden titel end den som din artikel hedder. Brug de vigtigste søgeord her og en opfordring til at man skal hoppe ind og læse artiklen. Titlen må max. være på 60 tegn (den tæller dine tegn lige nedenunder feltet).

Det næste felt hedder ”Description” og bruges til at beskrive din artikel og hvorfor den er kanon god. Brug nogle flere af dine søgeord her og opfodr igen læseren til at klikke ind og læse artiklen.

Det sidste felt med keywords behøver du ikke udfylde, da du allerede har lavet dine tags. Men du må gerne skrive dine tags igen samt andre vigtige keywords til brug på søgemaskinerne.

Når du nu er helt klar til at indsende din artikel, klikker du øverst til højre, på knappen ”Send til gennemkig”. Artiklen bliver nu sendt ind til en administrator, som vil gennemlæse den og se om den lever op til krav ene og retningslinierne. Hvis den gør det, så vil han ligge den online snarest muligt og senest inden for 14 dage ca.

God skrive lyst og jeg glæder mig til at læse dine artikler.

Over and Out – Steffen Gregersen