Om Søren Kierkegaards Gjentagelsen

Om Søren Kierkegaards Gjentagelsen

Kierkegaard har et begreb, han kalder “Gentagelsen”. Dette begreb dækker over den tilbagevenden til “verden”, som sker efter vi har resigneret fra noget og er faldet ud i tomheden også kaldet den nihilistiske uendelighed. Vi vender tilbage til “verden” ved hjælp af det, Kierkegaard kalder “troens bevægelse”, som sker “i kraft af det absurde”. “Troens paradox” skildrer Kierkegaard i form af “troens fader” Abraham fra Det gamle testamente, der jo får besked på at dræbe sin eneste søn af Gud. Da Abraham rider afsted mod bjerget Moria for at slå Isak ihjel, gør han det i fuld tillid til, at Isak nok skal slippe godt fra det. Dette kan virke vanvittigt i etikerens øjne, da der ikke er nogen gennemsigtighed i det, som Abraham tror på og gør. Kierkegaard bruger et ord her, der beskriver den uigennemsigtighed mellem det indre og det ydre i et menneske. Dette ord er: inkommensurabel.

Religiøs pligt kontra etisk pligt

Kierkegaards første store værk Enten-Eller indledes med sætningen: “Det maaske dog stundom faldet Dig ind, kjære læser, at tvivle en Smule om Rigtigheden af den bekjendte philosophiske Sætning, at det Udvortes er det Indvortes.” Denne inkommensurabilitet, altså at der er uigennemsigtighed mellem det ydre og det indre i et menneske, eksisterer ofte, når den etiske pligt kolliderer med den religiøse pligt. Kierkegaard spørger så: “Gives der en teleologisk Suspension af det Ethiske?” Bid her mærke i, at der står teleologisk og ikke teologisk. Kierkegaard spørger altså, om der findes en formålsbestemt nulstilling af det etiske? Kierkegaards svar er ganske enkelt: ja. Dette kan være ganske problematisk, da man ved at legitimere den religiøse pligt frem for den etiske, har lagt grunden til religiøs fanatisme og terrorisme. Noget af forklaringen på Kierkegaards entydige svar kan skyldes, at han ønsker at provokere samtidens teologer, der forsøgte at skabe en forening mellem den Hegelske filosofi og den kristne teologi. Ved at fastholde kollisionen mellem religion og etik i form af Abraham og Isak på bjerget Moria, afviser han denne forening mellem moralfilosofi og teologi.

Den radikale løsrivelse af det umiddelbare værdigrundlag

Det er vigtigt at holde sig for øje, at Kierkegaards legitimering af religiøs pligt over etisk pligt skyldes, at der måske findes en anden idé om at være etisk, som er mere indviklet og konfliktfyldt end etikerens noget lineære idé om det almene. Denne anden form for etik er ikke en udløber af det umiddelbare værdigrundlag. Den kræver tværtimod en gennemgribende løsrivelse fra det. Kierkegaard tolker på et af Jesus’ udsagn i forbindelse med denne radikale løsrivelse nærmere bestemt i Lukas evangeliet: “Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel”. Det er denne særlige form for had, som Kierkegaard ser hos Abraham, når han kan løsrive sig fra sin umiddelbare følelsesmæssige relation til sin søn. Andre eksempler på denne løsrivelse er Sokrates’ metode, når han skubber sine samtalepartnere ud over kanten og ud af deres vanemæssige værdigrundlag. Og når Kierkegaards Johannes Forføreren på brutal vis river Cordelia ud af hendes umiddelbare syn på verden.

Håb og erindring som dobbeltbevægelse

Kierkegaard taler om en “dobbeltbevægelse”, hvor man er i en form for “spændingsfelt”. Den kan ske helt konkret i en situation, hvor en person f.eks. sidder sammen med andre mennesker. Der kan være en bevægelse, som går udad i forhold til andre. Denne bevægelse indeholder håbet, der kigger fremad mod en endnu ukendt fremtid. Samtidig kan der være en bevægelse, som går indad. Denne bevægelse indeholder erindringen i Kierkegaards forstand. Kierkegaard forstår erindring som en måde at få sit eget konkrete liv til at stemme overens med et bagvedliggende værdigrundlag. Gentagelsen skaber i denne sammenhæng en mulighed for at blive nærværende i nuet. Kierkegaard uddyber dette i Gjentagelsen, hvor den udtrykkes ved hjælp af to forbundne fortællinger. Den ene fortælling beskriver gentagelsen som et banalt og indholdsløst fænomen, den anden fortælling, der trækker på historien om Job fra Det Gamle Testamente, som Gud fratog alt og gav alt dobbelt igen, betoner gentagelsen som et etisk grundbegreb for erkendelse og tænkning, der til syvende og sidst er religiøst motiveret.

Gentagelsen som meningsgivende efter syndefaldet

Gentagelsen er en måde at fylde tilværelsen med mening på efter de vanskelige vilkår, som tiden efter syndefaldet har givet. Efter syndefaldet har vi nu et konkret menneskeliv, der er fuldstændig uigennemsigtigt og uden mening. Gentagelsen tager nu menneskelivet og giver det en helt ny meningsfuldhed. Den helhed og sammenhæng, der skulle føre det konkrete menneskeliv tilbage til et bagvedliggende værdigrundlag, kan mennesket ikke konstruere ved egen kraft. Det er nok nærmere en nådegave, der melder sig i kraft af det absurde.

Kierkegaards forståelse af tro som en hjælp til at skabe mening

Kierkegaard beskæftiger sig i Frygt og Bæven med den den livsmening, der kan opstå ud af nihilismens intethed, hvor verdens målestokke er ophørt. Det er først i det øjeblik, hvor al mening er tabt, at det fantastiske kan ske, at meningen opstår udefra. Sokrates åbnede via ironi en nihilistisk afgrund under sine samtalepartnere, og lod dem falde ned i den. Det er den samme uendelige intethed, som den troende vælter ned i, men samtidig med dette styrt ned i tomhed er den troende tryg og veltilpas.

Det er med andre ord helt forkert at kalde Kierkegaards kristne tro for fundamentalistisk, hvor der findes en bestandig og gudgiven mening. Den er nok nærmere en hjælp til at tackle det modernes astronomiske meningsløshed. Kierkegaards forståelse af tro er: “Begeistringens Løb paa det Uvisse”. Tro er altså for Kierkegaard at hænge over en nihilistisk afgrund fuld at tillid til, at meningen nok skal indfinde sig til sidst. 1 2

1Kilde: http://denstoredanske.dk/Dansk_litteraturs_historie/Dansk_litteraturs_historie_2/Den_afsindige_meningsl%C3%B8shed_-_S%C3%B8ren_Kierkegaard/Frygt_og_B%C3%A6ven,_Gjentagelsen

2Kilde: http://denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Teologiske_og_filosofiske_begreber_hos_S%C3%B8ren_Kierkegaard/gentagelse