Hvornår har du sidst passet og plejet dine fødder?
KLINIK FOR FODTERAPI V/ BIBI FEILMARK giver dig her 4 gode råd til hvordan du passer godt på dine fødder.
- Hygiejne
Bad dine fødder i lunket vand dagligt. Massér sæbe godt ind så du fjerner skidt og snavs. Sørg for at få skyllet sæben grundigt af, da den ellers kan være med til at udtørre dine fødder. Det er vigtigt at du tørrer dine fødder ordentlig efterfølgende, specielt mellem tæerne, da hudsvamp dannes i områder hvor der er varmt, fugtigt og mørkt. Hvis du skulle være udsat for hudsvamp, skal fodtøj og sokker vaskes ved så høje grader som muligt. Du bør dagligt skifte sokker, da de er med til at opretholde en sund hygiejne, og de må ikke stramme da det kan forhindre blodcirkulationen. Strømper af organiske materialer er godt for dine fødder, da de opsuger fugten. Strømper af kunststof forhindrer huden i at ånde.
- Klipning af negle
Du må aldrig klippe dine negle ned i siderne, men derimod bør du klippe dem lige over. Hvis neglene klippes ned i siderne, er der chance for nedgroede negle og betændelse. Dine sko må heller ikke klemme ude for enden af dine tæer, da dette også kan påvirke dine tånegle.
- Motion og massage
Ligesom med resten af kroppen, bør dine fødder også motioneres. Ved at lave fodøvelser ,styrker man fodens muskler og bevægelighed hvilket giver et bedre kredsløb. Eksempler på øvelser kan f.eks. være at krumme og sprede sine tæer og vippe op og ned med fødderne. Når du har badet dine fødder i lunkent vand, massér dem da med fugtighedscreme, da fødder har en tendens til at tørre ud. Den plejende effekt i cremer modvirker dette. Undgå at få cremen mellem tæerne, da det har svært ved at tørre og dermed skaber fugt.
- Ordenligt fodtøj
Hvis du går skævt eller har andre fejlstillinger i fødderne, påvirker det din gang og kan give smerter der kan mærkes i hele kroppen. Hvis du er i tvivl om hvorledes du har fejlstillinger i fødderne, kan du med fordel opsøge en kompetent fodterapeut der kan vejlede dig i korrekt fodtøj og individuelle sko-indlæg. Har du mindre børn, er det også en god ide at tjekke deres fodtøj. Børn lægger ikke lige så meget mærke til smerter i fødderne som voksne gør, og det er derfor vigtigt at teste om skoen passer dit barns fod ordentligt. Valget af fodtøj bør også tilpasses efter behov. Skal du f.eks. ud og vandre eller løbe er det vigtigt at du vælger en sko med rette affjedring, osv.