Derfor bør du bruge en undertrøje, og derfor skal den ikke være hvid!

Den komplette guide til undertrøjer til mænd

I denne guide vil du lære alle Do’s and Don’ts for undertrøjer til mænd. Når du er færdig vil du vide hvorfor, hvornår og hvilke du skal bruge, og ikke mindst hvorfor den IKKE skal være hvid.

Guiden indeholder 4 grunde til at bruge en undertrøje og 2 ting du skal have før øje før du vælger:

  1. Beskyt din skjorte
  2. Undgå svedpletter
  3. Hold skjorten i bukserne
  4. Hold dig påklædt
  5. Typen der passer til din stil
  6. Vælg den rigtige farve

Beskyt din skjorte

Der er mange mænd, der vælger ikke at anvende en undertrøje. Vi forstår ikke helt hvorfor, da der er en række fordele ved at bruge undertrøjen som base i din stil.

Du bruger penge på lækre (skræddersyede?) skjorter, så hvorfor ikke gøre hvad du kan, for at de holder så længe som muligt? Når du har et ekstra lag mellem din hud og skjorten, beskytter du din skjorte mod sved, lugt og slid, som kommer fra din hud.

Undertrøjen gør, at du vil have glæde af dine skjorter meget længere. Det er både godt for miljøet og din økonomi.

Undgå svedpletter

Det er en varm dag og kontoret damper. På disse dage virker det ulogisk, at tage en undertrøje. Mange tror, at det ekstra lag får dig til at svede mere, og nøjes derfor med skjorten uden jakke og undertrøje. Modsat hvad mange tror, er det dog på de varme dage, at du har aller mest brug for en undertrøje.

Undertrøjen er dit vigtigste redskab i kampen mod svedpletter på skjorten. På varme dage kommer du til at svede uanset om du har undertrøjen på eller ej. Spørgsmålet er bare om svedpletterne skal være på din skjorte, eller om de skal være på undertrøjen, hvor de ikke ses.

En ordentligt undertrøje vil redde dig fra mange ubehagelige og pinlige situationer med sved under armene og lign. Situationerne opstår oftest når det er varmt, eller når du er nervøs eller stresset. Det sidste du har brug for her, er at skulle bekymre dig om synlige svedpletter for kollegaer eller kunder.

Hold skjorten i bukserne

Der er en kamp for mange, at holde skjorten ordentligt nede i bukserne hele dagen. Første skridt er, at sørge for dine skjorter har en ordentlig længde. For korte skjorter vil arbejde sig op ved selv den mindste aktivitet, eller blot ved at du sætter dig ned.

Når der er styr på længden af din skjorte, kan en undertrøje være med til at sikre at skjorten bliver hvor den skal. Undertrøjen giver skjorten modstand, der gør det sværere for den at rykke sig.

Det er vigtigt at du sørger for, at have din undertrøje nede i dine underbukser. Går du med undertrøjen løs, vil den øge skjortens bevægelighed snarere end at modvirke den.

Hold dig påklædt

Vi har alle siddet ved siden af en, hvis skjorte er blevet udspændt eller komprimeret, så åbningen mellem knapperne er begyndt at gabe. Resultatet er et klart udsyn til personens mave.

Lad ikke denne person være dig. Det er et no-go og utroligt ucharmerende. Der er ingen der har lyst til at se din mave på kontoret, uanset hvor veltrænet du er. Det er upassende og distraherende for dem omkring dig.

Ved at bruge en undertrøje undgår du situationer som disse med 100% sikkerhed. Dette er alene grund nok til altid at have en undertrøje på.

Typen der passer din stil

En undertrøje med ærmer giver dig den bedste beskyttelse, da den dækker det kritiske område under armene. Hvis du har dine armhuler dækket, forlænger du din skjortes liv markant.

Hvis T-shirt stilen ikke passer til dig, kan du istedet bruge en undertrøje uden ærmer – en klassisk singlet. En singlet passer bedst hvis du har en mere åben stil i dine skjorter, med mere end 1 knap åben. Her må du gå på kompromis med graden er beskyttelse for at undgå undertrøjen bliver at se.

Vælg den rigtige farve

Det burde være klart, hvorfor vi mener, at du altid bør bruge en undertrøje under din skjorte. Før du køber et sæt, er det dog vigtigt at du vælger den rigtige farve.

Modsat hvad mange tror, skal den nemlig IKKE være hvid! Det virker logisk, at en hvid undertrøje vil gå bedst i et med din hvide skjorte, men det er ikke tilfældet. Det er nemlig ikke skjorten, men din hud, som undertrøjen skal gå i et med.

Da din hud ikke er kridhvid, vil der være en meget markant forskel i kontrast, hvor der er overgang mellem undertrøjen og din hud. Hvide undertrøjer er derfor ofte meget tydelige under din skjorte.

Løsningen på dette er gråmelerede undertrøjer. En gråmeleret undertrøje går væsentligt bedre i et med din hud, da den er mere neutral og ikke har en ensformig kontinuerlig farve. Selvom man umiddelbart skulle tro, at de var nemmere at se, er tilfældet, at de nærmest er usynlige under skjorten.

Forskellen ses klart på ovenstående billede, og valget er enkelt. Et sæt undertrøjer, både med og uden ærmer, bør være en fast del af din garderobe!

Opsummering

  1. En undertrøje forlænger levetiden af din skjorte ved at beskytte den mod huden
  2. Du undgår synlige svedpletter på din skjorte ved at have et beskyttende lag under skjorten
  3. En undertrøje hjælper til at holde din skjorte i bukserne ved at øge friktion
  4. Undgå at blotte din mave for kunder og kollegaer ved at have en undertrøje under skjorten
  5. Sørg for at din undetrøje ikke kan ses ved at vælge den rigtige type, og sørg for at stoffet er gråmeleret, så det ikke ses igennem skjorten.

Hos GNTLMN Essentials hjælper vi mænd med at bygge fundamentet, som din personlige stil bygges på. Køb undertrøjer til mænd i højeste kvalitet hos os her.