Den 31. oktober er det Halloween. Og det er altid Halloween den 31. oktober, præcis ligesom den danske pendant Allehelgensaften altid holdes på dagen før Allehelgensdag, som holdes den første søndag i november. Men hvad er Halloween egentlig for en fisk? Det forsøger jeg at komme omkring i denne artikel, hvor jeg har taget fem ofte stillede spørgsmål om Halloween op og fundet nogle (forhåbentligt) fornuftige svar på dem:
Hvad stammer Halloween fra?
Halloween er oprindeligt inspireret af europæiske høstfester i efteråret og fester for de døde. Ifølge historikeren Nicholas Rogers stammer Halloween højst sandsynligt fra kelterne, der fejrede en fest, når sommeren sluttede, men andre historikere peger også på, at romerne havde lignende fester.
Hvorfor fejrer man Halloween?
Ved høsten mente kelterne, at døren til de dødes rige stod åben og derfor bragte en masse væsener fra underverden. For ikke at gøre disse væsener opbragte holdt man derfor højtider for dem.
Hvorfor klæder man sig ud til Halloween?
For at de døde ikke skulle ligge mærke til en, klædte man sig ud som dem, det vil sige i kostumer, der lignede spøgelser og genfærd. I dag har det udvidet sig til at være udklædninger af alle slags uhyggelige væsener, som fx hekse, vampyrer, varulve, zombier, monstre og andet uhyggeligt kryb…
Hvorfor skærer man græskar til Halloween?
Idéen med græskarne havde flere formål. Dels lyste de op om natten, når var på vej hjem, dels beskyttede de hjemmet mod de onde ånder, der kunne risikere at komme forbi.
Hvorfor er Halloween blevet så populært i Danmark?
Allehelgensdag blev afskaffet som helligdag i 1770’erne. Det er kun i kirkerne, at man stadig betragter dagen som en mærkedag. Helt frem til 1990’erne fejrede man altså ikke Halloween i Danmark. Men i slutningen af 90’erne ændrede det sig. Nogle mener, at det var dagbladet Ekstra Bladet, der var de første som holdt et gysermaraton i Scala, København, og dermed kickstartede den amerikanske tradition herhjemme. Uanset hvad begyndte Tivoli nogle år senere at have Halloween tema om efteråret og snart begyndte også legetøjsbutikkerne at have udklædningskostumer på hylderne i efterårsmånederne.
I dag er Halloween en tilbagevendende og fast begivenhed, som nok mest børn beskæftiger sig med, når de går omkring i nabolaget og spørger efter “Slik eller ballade?” Flere forlystelsesparker har også Halloween-temaer med hekse, græskar, høstakke og andet (u)hygge – og det giver samtidig en mulighed for, at gæsterne kan prøve deres forlystelser. Og generelt er der mange virksomheder, der bruger temaet i deres markedsføring.