Vi er specialiseret inden for familie- og arveret og har flere års erfaring med rådgivning og udarbejdelse af korrekte testamenter, ægtepagter og lignende produkter indenfor familieretten.
Vidste du at Dine Arvinger har hjulpet mere end 60.000 private og erhvervsdrivende med at udarbejde familieretligt dokumenter.
HVAD ER ET TESTAMENTE?
Et testamente er et juridisk dokument, som giver dig mulighed for at tage stilling til hvordan arven efter dig skal administreres og fordeles. Derved sikrer du, at din formue fordeles præcis som du ønsker og ikke bliver fordelt efter reglerne i arveloven.
HVORFOR SKAL MAN OPRETTE ET TESTAMENTE?
Du skal oprette et testamente, hvis du vil bestemme hvad der skal ske med den formue, som du har optjent. Ligeledes skal du lave et testamente hvis du har særlige ønsker til, hvem du vil begunstige. På den måde kan du selv tage hensyn til dine familierelationer, f.eks. papirløst ægteskab og sammenbragte børn. Hvis du ikke opretter et testamente, fordeles arven efter arvelovens paragraffer, og du risikerer at arven falder i de forkerte hænder. Der er en række andre forhold du kan administrere med et testamente.
Det er i virkeligheden de færreste, som ikke har nogen grund til at oprette testamente.
HVEM BEHØVER EN ÆGTEPAGT?
Hvis du og din nuværende eller kommende ægtefælle hverken har en positiv eller negativ formue, I sparer nogenlunde lige meget op til pension, og ingen af jer regner med nogensinde at komme til at arve noget af betydning, kan I normalt roligt holde jer til formuefællesskabet.
Hvis du har en vis formue – stor eller lille – mens din nuværende eller kommende ægtefælle ikke ejer ret meget andet end sit gode humør, sit tøj, og en stor studiegæld, er det ret så naturligt, at du ikke er særligt begejstret ved tanken om, at din formue vil blive halveret, hvis I skulle høre til de over 40 % af alle ægtefæller, som på et eller andet tidspunkt bliver skilt.
Du bør derfor tage dig mod til at og spørge din nuværende eller kommende ægtefælle, om han eller hun gifter sig med dig for pengenes skyld. Det ku’ være man blev klogere på sin ægtefælle.
Er svaret nej bør det ikke være super svært at komme til enighed omkring en ægtepagt, så du kan blive sikret mod skilsmisse og en deling af din formue.
HVAD ER EN SAMEJEOVERENSKOMST?
En samejeoverenskomst er en skriftlig aftale mellem to eller flere parter om, at de sammen ejer eksempelvis fast ejendom. Samejeoverenskomsten sikrer samtykke og klare rammer for, hvad der skal gælde i forhold til den fælles ejendom, og hvordan eventuelle udfordringer og konflikter skal håndteres.
HVAD INDEHOLDER EN SAMEJEOVERENSKOMST?
I en samejeoverenskomst kan man beslutte hvilke vilkår der skal være gældende for parterne under samejet, i forbindelse med samejets ophør og efter samejets ophør. Man kan blandt andet beslutte vilkårene for finansiering af købet, fordeling af overskud ved salg, fordeling af driftsudgifter, bestemmelse om salg og pantsætning, beslutninger vedrørende ejendommen, opsigelse, køberet, salg til tredjemand og hvad der skal ske ved dødsfald. Parterne kan i en samejeoverenskomst selv vælge hvilke vilkår der skal indføres, og er derfor ikke begrænset af ovenstående.
HVAD ER ET BØRNETESTAMENTE?
Har du børn under 18 år, vil du helt sikkert gerne give dem de bedste muligheder for en tryg opvækst. Med et børnetestamente får du indflydelse på, hvem der skal have forældremyndigheden over dine børn, hvis du afgår ved døden, før børnene er fyldt 18 år.
HVAD SKER DER MED DINE BØRN HVIS DU IKKE HAR ET BØRNETESTAMENTE?
Det er familieretshuset, der afgør, hvem der får forældremyndigheden over dine børn, hvis du går bort før de er fyldt 18 år. Som udgangspunkt vil forældremyndigheden blive tillagt den anden biologiske forælder, hvis denne er i live. Vil du selv have indflydelse på, hvem der skal have forældremyndigheden, bør du derfor oprette et børnetestamente.
HVAD ER EN FREMTIDSFULDMAGT?
En fremtidsfuldmagt er en fuldmagt, som kan sættes i kraft en gang i fremtiden, hvis du bliver syg eller svækket og mister evnen til selv at tage vare på dine økonomiske eller personlige forhold. Du kan give fremtidsfuldmagt til en eller flere personer, som du selv udpeger. Hvis fremtidsfuldmagten bliver sat i kraft, er den eller de personer såkaldte fremtidsfuldmægtige og kan repræsentere dig og handle på dine vegne. Du vælger altså en repræsentant, der i fremtiden skal varetage dine interesser, når du ikke selv kan. Du kan således betragte en fremtidsfuldmagt som et slags frivilligt alternativ til værgemål. Du er selv fuldmagtsgiver.
Selvom du opretter fremtidsfuldmagten i dag, vil den først kunne sættes i kraft og virke, hvis du en dag bliver syg, mentalt svækket mv.
En fremtidsfuldmagt er et privat og selvvalgt alternativ til værgemål.
Ordningen er trådt i kraft den 1. september 2017.
Hvis du ved alvorlig sygdom såsom demens ikke er i stand til at administrere dine økonomiske og personlige forhold, er dine nærmeste ikke automatisk berettiget til at handle på dine vegne. Dine nærmeste skal i tilfælde heraf gennem en besværlig og langsommelig ansøgningsproces ved Familieresthuset, for hver disposition de vil foretage på dine vegne.
HVAD ER ET GÆLDSBREV?
Et gældsbrev er dokumentation for, at nogen skylder dig penge. Et gældsbrev er din juridiske dokumentation for, at der eksisterer et lån og hvordan lånet skal afvikles. Gældsbrevet beskriver også lånets størrelse og eventuelle andre forhold.
Hvis du skal låne penge ud til en ven eller et familiemedlem, eller hvis du omvendt selv skal låne penge af andre, er det altid en rigtigt god idé at oprette et såkaldt gældsbrev. Så har I klarhed over, hvad der skyldes imellem jer, og på hvilke betingelser lånet er blevet udbetalt. Det behøver slet ikke være et langt og kompliceret dokument, og ofte er en privat låneaftale ganske kort, fordi der ikke er knyttet et hav af betingelser til et gældsbrev i familie.
Et gældsbrev giver eksempelvis tryghed for både udlåner og låntager. Med et gældsbrev sikrer I, at overførslen kan dokumenteres overfor SKAT og andre relevante myndigheder og personer.
HVAD ER ARVEAFKALD?
At give arveafkald betyder, at man som arving giver afkald på at modtage arv. Det følger af arvelovens § 42, stk. 1, at en arving enten mod eller uden vederlag kan give afkald på både forventet som falden arv. Bestemmelsen i arveloven omfatter både legale arvinger såvel som testamentsarvinger.
HVAD ER ET GAVEBREV?
Et gavebrev er dokumentation for, at du har givet en anden person en større gave. Et gavebrev er din juridiske dokumentation for, at det givne er en gave, hvilket ellers kan angribes som ugyldigt af 3. mand og kreditorer. Et gavebrev beskriver parternes relation, og hvad gaven består af. Ydermere beskrives vilkårene for hvem der skal betale gaveafgiften og giver dig mulighed for at bestemme, om gaven skal være modtagerens særeje.
HVAD ER USKIFTET BO?
Et uskiftet bo betyder kort og godt, at længstlevende ægtefælle kan overtage boet efter førstafdøde ægtefælle uden at skifte. Boet skal altså ikke gøres op, og der skal ikke udbetales nogen arv. I stedet overlades det hele til den længstlevende ægtefælle, der som udgangspunkt har fri rådighed over boet.
Det koster 500 kr. i retsafgift at få boet udleveret til uskiftet bo. De skal betales i forbindelse med boets udlevering.
- Hammerensgade 1 1267 København K
- 32111100
- kontakt@dinearvinger.dk
- https://dinearvinger.dk/