Du har gået til konfirmationsforberedelse i nogen tid. Du har været i kirke mange gange og du kan se festen forude. Måske har du været med til at bestemme menuen og andre ting i forbindelse med festen. Måske har du set på tøj og tiden går bare hurtigt. Pludselig er det lige op over alt sammen, alt det du har glædet dig til, og så er det rart at være klar på det hele.
Der er jo ingen tvivl om, at du vil få en masse gaver til festen, og det vil være sejt, hvis du på en eller anden måde får sagt pænt tak for alt til alle. Nogen kan bare rejse sig og holde en lille takketale, men det er langt fra alle, skal du vide. Man kan blive helt rørt og genert i situationen – og det er helt normalt.
Hvis du tænker, det ikke lige er dig det med talen, så kunne det måske være en god idé at forberede en takkesang. En takkesang kan godt være generel og alligevel give udtryk for det, du gerne vil sige. Jeg har skrevet en, du bare kan bruge, hvis du har lyst til at bruge den. Prøv at synge den højt for dig selv inden du bestemmer dig
En gratis takkesang
Takkesang til alle ved min konfirmationsfest den ………………………
Melodi: Den lille frække Frederik
I dag har været super god
jeg er så glad, det kan I tro
jeg konfirmeret blev med stil
så derfor går jeg rundt med smil.
Jeg takker først min far og mor
har passet mig til jeg blev stor
med kærlighed og mange grin
og nu i dag en fest så fin.
Til “Besserne” jeg sige vil
at hygge er I gode til
forkælet kan jeg li´ at bli´
det er I vist eksperter i.
Famil´ie er det godt at ha´
og alle her på denne dag
skal ha´ så mange tusind tak
for gaver og for hyggesnak.
I LOVE YOU ALL – I sikkert ved
så pyt med om jeg bliver hed
til slut jeg har det klare mål
med Jer at ta´ en kæmpe skål.
Fra…………………….
Forslag til hvordan du gør takkesangen til en super surprise
Når du har kopieret teksten, kan du jo gøre med den som det passer dig, du må bare ikke lægge den online på internettet. Du kan ændre skrifttype og størrelse – indsætte billeder eller lave helt andre former for pynt.
Du kan printe den ud i farver – eller sort på farvet papir. Mulighederne er mange, og du er helt sikkert bedre til computerarbejdet end mig – brug din kreativitet, så siden bliver fantastisk at se på. Det er din side, din takkesang til dem alle sammen, og det må gerne kunne ses.
Brug din egen stil, det du selv synes om, så bliver det bedst. Husk at slette de stiplede linjer ……. og i stedet skrive datoen på foroven og dit navn forneden. Når du synes din side er lige som den skal være, printer du den i det antal eksemplarer du har brug for – én til hver gæst plus et par ekstra.
Nu har du så en stak sange og skal finde ud af, hvordan den skal “serveres”. Lav en sangskjuler, hvis du har tid. Det gør det altså lidt mere festligt, når festsange præsenteres på en fin eller sjov måde. Hvis du synes, det kniber med ideerne, så googler du bare sangskjuler – og BUM, så popper en masse billeder af sangskjulere op.
Hvis det ikke hjælper, vil jeg tro, der findes en masse eksempler på youtube eller instagram f.eks. Husk at holde det hemmeligt – din familie vil bare elske det, hvis der pludselig dukker en sang op fra dig. Jeg ønsker dig en helt fantastisk konfirmationsdag – og pøj, pøj med takkesangen.