Få din hund til at gå pænt i snor

Uanset om din hund er hvalp eller voksen, skal den gerne kunne gå pænt i snor. Hvis den ikke kan det, så må den lære det, og det kommer jeg lige med et par fif til her.

Er din hund en hvalp, skal du sørge for at dens halsbånd er blødt. Så er det ikke så voldsomt for den lille hund. Størrelsen på halsbåndet skal ikke være for stor, uanset om det er en hvalp eller voksen hund. Der skal være plads til ca. 2 fingre mellem halsbånd og halsen på hunden, så sidder halsbåndet hverken for stramt eller slapt, så hunden kan frigøre sig, ved at trække hovedet tilbage.

Linen du bruger til hunden, skal passe i størrelsen. Pas på ikke at gå med en stor og tung line til en lille hund eller en hvalp. Her må du ofre det det koster, for at have en line der passer til din hunds størrelse. Linen må heller ikke være for lang eller kort. Hunden skal kunne gå frit, så linen må ikke være alt for kort. Men heller ikke så lang at hunden bliver viklet ind i den.

Nu skal vi ud at gå. Hvis hunden ikke vil gå med og bliver stående eller trækker bagud, så kan du prøve at lokke den fremad med en godbid. Hav altid godbidder med dig når du skal lære din hund at gå.

Hav hunden på din venstre side, og hold linen i venstre hånd også. Sørg for at holde linen slap, så hunden går selv. Hunden skal lære at den skal følge dig og kun dig. Derfor skal den have sin fulde opmærksom på dig. Tag derfor et par små godbidder i din højre hånd, og hvis tydeligt til hunden at du har dem i hånden.

Sørg nu for at gå fremad i et pænt tempo, ikke for langsomt eller hurtigt. Hunden bør nu følge dig pænt på din venstre side, uden at rende frem eller sakke bagud.

Når hunden har gået pænt lidt, og inden den taber fokus på dig, giver du den en godbid. Giv godbidden med din højrehånd, direkte ind i munden på hunden, så man ikke skal stoppe op og have fat i den. Men det skal bare gå hurtigt.

Gå nu videre og fortsæt med at give godbidder med jævne mellemrum når hunden går pænt.

Taber hunden opmærksomheden på dig, må du godt sige “Nej!” eller “Føj!” hårdt og kontant til den. Du kan forstærke det ved et hårdt ryk i linen. Pas på ikke at blive ved med at trække, men et hurtigt ryk, så hunden igen får fokus på dig. Så snart hunden igen har fokus på dig, roser du den ved at sige “Dyygtiiig” og give en godbid.

Fortsæt denne træning dagligt og gerne flere gange om dagen. Så skal hunden nok lære det.

Med tiden kan du trappe lidt ned på godbidderne, for til sidst at gå uden godbidder. Det er målet.

Må du og din hund få nogle gode gåture.