Når du skal ud at rejse er det vigtigt at du vælger den rigtige rejseforsikring. Du skal gerne være dækket hvis et uheld opstår. Men der er ingen grund til at være overforsikret og dobbeltdækket. Mange almindelige uheld er i forvejen dækket af enten din almindelige indboforsikring eller af kreditkort m.m. Her vil jeg kort skitsere hvilke steder du skal være opmærksom.
Du kan hos nogle selskaber tegne en såkaldt pakkeløsning, som dækker alt på rejsen, men hvis du har nogle kreditkort eller en indboforsikring, er mange af disse ting dækket i forvejen. Du kan derfor spare mange penge ved at sætte dig ind i hvad du er dækket af i forvejen, og så kun tegne forsikringer der dækker præcist dine behov. Du får nemlig i den fleste tilfælde ikke dobbelt erstatning hvis du er dobbelt forsikret. Men må vælge en af dine forsikringer til at dække dit tab.
Når vi snakker om rejseforsikringer så kan du også tegne forsikringer der dækker alle mulige behov. Nogle af behovene er måske ikke nogle behov du har, ligesom nogle af de ting du kan forsikre dig imod, er ting, hvor du godt tør løbe risikoen. Du bør derfor vælge hvad du vil være forsikret imod og hvor du er ligeglad med forsikring. Det er et spørgsmål som kun du kan svare på.
Sygeforsikringen er vel nok den mest vigtige af dine forsikringer. Du bør altid have en sygeforsikring hvis du rejser udenfor EU. Her dækker dit gule sygesikringskort nemlig ikke. En sygeforsikring dækker læge og hospitalsophold, men den bør også dække hjemtransport i tilfælde af alvorlig sygdom. Hjemtransport i et ambulancefly kan blive en særdeles dyr affære.
Dit gule sygesikringskort dækker rejser i EU i op til 30 dage, hvis rejsens formål udelukkende er ferie eller studie ophold. Hvis din rejse varer i mere end 30 dage, eller du arbejder på din rejse, så er det dit blå sundhedskort som dækker. Det kan du bestille hos din kommune.
Vær dog opmærksom på at dine sundhedskort / sygesikringskort IKKE dækker hjemtransport, hvorfor du bør være forsikret mod det på anden vis.
Går din rejse uden for EU og EØS-landene, dækker hverken det gule eller blå sygesikringskort. Her skal du sørge for at være forsikret på anden vis. Tjek derfor om din indboforsikring eller ulykkesforsikring dækker behandling samt hjemtransport. Du kan også have forsikring gennem et kreditkort. Disse forsikringer gennem kreditkort kræver dog at du læser betingelserne grundigt igennem, da der kan være mange kringlede krav og betingelser. F.eks. skal du ofte have betalt din rejse med kortet.
Bagageforsikringen er det næste vi kigger på. Bagagen er ofte inkluderet i din almindelige indboforsikring, som en rejsegodsdækning. Den gælder i 3 måneder og i hele verden. Du vil være dækket ligeså godt i Tyskland, Thailand og Tunesien, som i Tønder, Thyborøn og Thisted.
Skal du på en flyrejse, går flyselskabet ind og giver dig 8.000,- hvis du mister din bagage. Det sker som et led i luftfartsloven.Hvis du skal være afsted i mere end 3 måneder bør du nok tegne en bagageforsikring, hvis ikke din indboforsikring stadig dækker det. Tjek dine forsikringsbetingelser.
Håber du nu er klædt bedre på, til at vælge den eller de rigtige forsikringer for dig, så du kan føle dig tryg på rejsen, samtidig med at du ikke har brugt en krig på forsikringer.
God rejse 🙂