Hornfisk er en kærkommen gæst i de danske farvande, hvor den dukker op hvert forår, og kan fanges helt indtil september. I forårsmånederne trækker fiskene i kæmpe stimer ind i lave områder for at gyde, og her kan de opleves i enorme mængder. Det er ikke unormalt at fange 20-30 stykker, så man anbefaler lystfiskere mådehold og kun fange de fisk, du- eller nærmeste familie har tænkt sig at spise. Fisken kan tilberedes som man gør med stegt ål, og den smager helt fantastisk.
Hornfiskens specielle næb og jagtmetode gør, at man kan tweake sit fiskeri lidt, så man fanger endnu flere fisk – de har nemlig tendens til at give rigtigt mange fejlhug, så man måske kun fanger 1 ud af 10 hug.
Metoderne
Medefiskeri
Dette er nok den mest sikre måde at kroge hornfisk. Her lader man fisken sluge en krog med f.eks. en strimmel sild. Det giver som regel en rigtig god krogning, selvom fiskene enkelte dage kan bide så forsigtigt, at selv dette kan være vanskeligt.
Her er nogle forslag til madding:
– tobis
– sild
– kyllingehjerter
– hornfiskebugstrimler
– makrel
Der er forskellige metoder til medefiskeri efter hornfisk, så her er et par stykker, som virker hver gang:
Fiskeri med bombardaflåd
Bombardaflådet giver dig god mulighed for at kaste langt ud, og spinne maddingen ind, så du trigger fiskens jagtinstinkt samtidig med at du præsenterer duftende agn – min nok mest effektive metode til dato, som har fanget over 100 hornfisk i sommeren 2014.
Start med at montere bombardaflådet på hovedlinen – nedenunder sætter du en perle. I enden af hovedlinen binder du en svirvel fast – perlen der sidder mellem knuden på svirvlen og flådet, skal beskytte knuden ved kast. I det andet øje på svirvlen binder du en forfangsline i fluorocarbon på ca. en stanglængde. Fluororcarbon er meget svært for fisken at se under vandet, og øger din chance for gevinst. Har du ikke fluorocarbon, kan almindeligt nylonline benyttes.
For enden af forfanget binder du en lille trekrog str. 18-20. Hvis der er noget strøm, kan du montere et par blyhagl midt på forfanget, for at trække maddingen en smule ned. Fiskene jager i en meter til tre meters dybde, så bare silden synker en smule, så er du på rette vej.
Klip din madding i ca. 7 cm lange strimler ca. 1,5 brede som tilspidses. Så det passer med at to af krogene på trekrogene kan gennemtrænge maddingens skinside ca. 5mm nede i den brede ende – det giver en levende gang til maddingen. Nu kaster man blot ud, og spinner langsomt ind med små pauser indlagt. Når fisken bider, gives der modhug.
En anden metode til medefiskeri efter hornfisk, er en god gammeldags prop. Fisk krogen i ca. 1,5 meters dybde med en strimmel madding som beskrevet ovenover. Brug så lille en prop, som forholdene tillader dig – så mærker fisken ikke modstand, når den bider efter maddingen.
Spinnefiskeri
En meget populær metode som også ofte kan give gode fangster. Her kan du bruge stort set alt fra spinner, blink, pirke osv. De som gør sig bedst, er oftest lange slanke blink, som immiterer tobis. En smule rødt på blinket synes at have en positiv virkning.
Kast blinket ud, og spin ind igen i et raskt tempo – du kan stort set ikke spole for hurtigt ind, for hornfisken er lynhurtig. Engang imellem, kan det svare sig, at lave et kort spinstop, hvor du lader blinket dale mod bunden et par sekunder, for derefter at genoptage indtagningen.
Hvor/hvornår?
Når du fisker i foråret i månederne april, maj, juni bør du fiske på lavt vand i områder med tang osv. – oftest i alle vores fjorde – først senere på sæsonen, kan det betale sig at fiske efter dem i åbent hav fra moler osv. Du fanger de største fisk sids på sommeren, hvor de har vokset sig store og fede i løbet af hele sommeren.
Knæk og bræk!