Sådan undgår du skimmelsvamp i din bolig

Skimmelsvamp findes overalt i naturen og der findes flere tusinde forskellige arter af skimmelsvamp.  Men får man skimmelsvamp i sit hjem, kan det have uheldige sundhedsmæssige konsekvenser.

Hovedpine, koncentrationsbesvær, irriterede øjne, allergi og astma kan være nogle af de symptomer, der viser sig, hvis man har skimmelsvamp i sin bolig.  Langt fra alle reagerer på de sundhedsfarlige stoffer i skimmelsvamp, da der er stor forskel på, hvor følsomme mennesker er overfor de stoffer, som skimmelsvamp udskiller.

Men det er altid en god ide, at tage sine forholdsregler for at undgå skimmelsvamp i sit hjem og her kommer ti gode råd til, hvordan du undgår skimmelsvamp i din bolig.

10 gode råd mod skimmelsvamp

1) Luft ud

Skimmelsvamp udvikler sig, når der er fugt i dit hjem. Luft derfor godt ud og lav gennemtræk i boligen 2-3 gange dagligt cirka 5-10 minutter. På den måde kommer den dårlige, vandmættede luft ud og du får frisk luft ind i boligen.

2) Hold boligen tør

Holder du din bolig tør, så minimerer du chancerne for skimmelsvamp. Så sørg for god ventilation og luk ikke for friskluftventilerne i din bolig.

3) Brug emhætte

Sørg for at have låg på gryder, der koger og hav emhætten kørende, når du laver mad. Og lad den gerne køre et stykke tid efter, du har lavet mad.

4) Sørg for jævn fordeling af varme i boligen

Hold den samme temperatur i alle rum i boligen. Er varmen jævnt fordelt, mindsker det risikoen for at fugt fra varm luft kondenserer på kolde overflader og dermed giver gode betingelser for skimmelsvamp.

5) Pas på kolde ydervægge

Har du kolde ydervægge, bør du sørge for at holde ca. 5 cm afstand mellem dine møbler og ydervæggene. På den måde sikrer du luftcirkulation og undgår kondens.

6) Gør rent

Gør jævnligt rent. Skimmelsvamp kan gro i støv, hvis der er tilstrækkelig fugt. Støvet kan indeholde svampesporer og andre svampedele. Indret dit hjem, så det er nemt at gøre rent.

7) Tør tøj udenfor eller i tørretumler

Hænger du dit tøj til tørre indenfor, afgives der fugt. Det er derfor en god idé, at hænge tøjet til tørre udenfor eller tørre det i en tørretumbler. Er du nød til at hænge dit tøj til tørre indendørs, så hæng det op på badeværelset, der er bygget til at klare mere fugt.

8) Luft ud og tør op på badeværelset

Luk døren til badeværelset når du bader og sørg for at tørre vægge og gulv af med en skraber eller et håndklæde. Det er en god idé at lufte ud 5-10 minutter efter hvert bad og hæng gerne de våde håndklæder til tørre udendørs.

9) Hold udsugningskanaler rene

Friskluftsventilerne i vinduesrammer og vægge skal være åbne og holdes rene. Er de beskidte, hindrer det luften i at komme ind i boligen, så sørg for at støvsuge dem med jævne mellemrum.

10) Hold øje med fugtskader

Har du fået en vandskade i din bolig er det vigtigt at vandet fjernes med det samme og der bliver sat affugtere op, så boligen bliver tørret godt igennem.

Sådan tester du din bolig for skimmelsvamp

Har du mistanke om skimmelsvamp i din bolig, så er det en god idé at få det testet. Skimmelsvamp kan både være synlig og skjult og du kan selv teste for både synlig og skjult skimmelsvamp. Typisk skal du vælge en overfladetest til at teste for synlig skimmelsvamp på en tilgængelig overflade. Omvendt skal du vælge en test for skjult skimmelsvamp, hvis du har mistanke om skimmelsvamp, selv om der ikke er synlige tegn i dit hjem. Du kan læse mere om skimmelsvamp og de forskellige tests her.