Spisebordet er hjemmets hjerte

Man kan mene, at køkkenet er hjemmets hjerte, men i virkeligheden er det omkring spisebordet, det hele foregår. Det er omkring spisebordet, man indtager veltilberedt mad, omkring spisebordet, man knokler med lektier, selvangivelser og indkøbssedler, omkring spisebordet, man klipper og klistrer ved juletid, og omkring spisebordet, man har lange snakke om godt og ondt.

Spisebordet er derfor et ret fremtrædende møbel i hjemmet. Og derfor er det også vigtigt at vælge et spisebord, der dels er til at holde ud at kigge på, dels er stort nok til at omslutte alle de gøremål, der skal ordnes ved det.

Det er op til dig og din stil i hjemmet at vurdere, hvilken type spisebord, der vil passe bedst ind hjemme hos dig. Er dine øvrige møbler primært i træ, kan der være god ræson i også at få et spisebord i træ. Med mindre det altså kunne være pænt med en kontrast i form af et spisebord i eksempelvis plast. Smag og behag er jo som bekendt ganske individuelt. Det spisebord, som den ene er ved at falde i svime over, kan være ganske afskyeligt i den andens øjne. Og vice versa. Stol derfor på din egen smag, og køb kun det, du selv har lyst til at have stående. Det er trods alt dig, der skal både se på og sidde ved møblet i forhåbentlig mange år.
Spiseborde i mange former og farver

Du kan få spiseborde i mange forskellige former og farver. Og materialer, ikke mindst. Træ, plast, glas, metal – stort set alt. Så det er bare om at beslutte sig. Du skal også tage stilling til, om dit nye spisebord skal have en farve, eller om det ’bare’ skal være sort, hvidt eller træfarvet.

Nogle spiseborde er lavet i materialer, der kan holde til også at blive brugt udendørs. Det kan være ideelt, hvis du har en terrasse eller altan, men ikke har lyst til at investere i deciderede havemøbler.

Naturligvis har prisen på et spisebord også noget at sige, men det er faktisk muligt at få kvalitets-spiseborde til en ganske fornuftig pris. Prøv at kig dig omkring på nettet og se, hvad der er at finde der. Og hold øje med udsalg, outlets og deslige – også i fysiske butikker. Der kan være ganske mange penge at spare.