Hvad har bredbånd med pædagogik at gøre? Spørgsmålet er lige så absurd, som da Rousseaus spurgte om, hvad Robinson Crusoe og Fredag har med pædagogik at gøre. De fleste af os, der har beskæftiget os lidt med pædagogikkens historie ved, at resultatet for Rousseaus var mesterværket Emilie, der kom til at ligge grundlaget for moderne pædagogik.
I mange år har man betragtet den teknologiske fremgang som en trussel mod pædagogikken. ”Du skal ikke se fjernsyn nu” eller ”Så er det UD og lege”. Det centrale var, at man betragtede pædagogikken som truet af den moderne elektronik, og som oftest var der nok en tendens til at være noget rigtigt i det. Der var meget elektronik som havde en pacificerende funktion på børnene, som ikke var specielt gavnligt i en pædagogisk forstand. Bredbåndet var imidlertid den teknologiske landvinding, der var med til at underminere det passive i relationen mellem den moderne teknologi og barnet. Med bredbåndet og hurtigere computere blev relationen langt mere aktiv, og i nogle sammenhænge kun i aktivitetssammenhæng. Altså for eksempel med Wii’en hopper børn rundt og er fysisk aktive, og mange andre konsoller er på vej – hvis de ikke allerede er på banen – og udviklingen er helt klar: Bredbåndet og resten af den moderne teknologi er med til at aktivere børn, og pædagogikken er ikke truet, men har fået et helt arsenal af nye redskaber. I nogle vuggestuer bruger de allerede nu aktivt iPads i arbejdet med børn i alderen fra 1 til 3 år.
Bredbåndet bliver i denne forstand både et symbol og en accelerator i forhold til den moderne pædagogik. Godt nok er der ikke længere tale om en tilbagevenden til det naturlige og urørte som hos Rousseaus, men til gengæld er der tale en transcendering af det naturlige således, at det naturlige bliver transformeret til noget man påvirker og gennemskrider snarere end lader forme barnet. Barnet bliver skabt i en pædagogisk metafor i samspillet mellem naturen og teknologien, og er hvad IT folket beskriver som en generation af digitalt indfødte.
Hvad betyder det for den generation af børn, der vokser op under nye pædagogiske vilkår? Betyder det overhovedet noget? På mange måder vil det nok ikke have den store betydning for den nye generation, og på andre områder vil det have en betydning, der overskrider alle andre udviklinger af pædagogikken vi har set – i hvert siden opfindelse af børnehaven og Rousseaus oplyste naturidealer. I dag kan man ikke længere indhegne naturen, og gå en tur i den og beherske den, som man kunne i oplysningstiden. Naturen er gået til modangreb, og i dag er vi nød til at forstå at hver gang vi handler i naturbeherskelsens navn som små guder, så har det konsekvenser for hvordan naturen behandler os tilbage. Eksempler er den globale nedsmeltning af polerne, og hullerne i ozonlaget, og det er enormt vigtigt at inkludere dette perspektiv i pædagogikken om relationen mellem naturen og teknologien.