eSport hitter på danske efterskoler

Det er efterhånden længe siden, at fagene på de danske efterskoler udelukkende bestod af husholding, friluftsliv og boglige fag. Efterskolerne udvikler sig i takt med det øvrige samfund, hvilket der findes flere eksempler på. Det nyeste bevis er de mange efterskolers beslutning om at tilbyde valgfag og linjer inden for eSport. Du kan se en af efterskolerne her.

eSport er en af de hurtigst voksende sportsgrene i Danmark, og selvom mange ikke vil acceptere det som værende en sportsgren, så kan man ikke længere ignorere den voldsomt stigende popularitet. Derfor er det nu muligt at uddanne sig som gamer både på efterskoler og i gymnasier, for eSport er blevet andet og meget mere en overvægtige drenge i mørke og ildelugtende computerrum med colaer og chips på bordene.

eSport på en efterskole

Efterskoler er et populært valg blandt danske unge. Det skyldes især, at efterskolerne formår at koble det faglige med den enkeltes passion. Der findes et hav af muligheder på de forskellige efterskoler, hvor man blandt andet kan kombinere dansk og matematik med eksempelvis sport, musik, film friluftsliv og meget mere.

Nu kan man altså også tage headset på grave sig dybt ned i det univers, som eSport byder på. Der bliver blandt andet nørdet i populære spil som CS:GO, League of Legends og Dota. Her handler det ikke bare om at pløkke hinanden ned, men i ligeså høj grad om taktik, strategi, samarbejde og fællesskab. Kort sagt en masse områder, som man både kan drage fordel af i selve eSporten, men også videre i livet.

På efterskolerne bliver man undervist i eSport, som var det helt hvilket som helst andet fag. Den teoretiske del bliver gennemgået, man lærer at tænke strategisk og kommunikere klart og tydeligt, hvilket er altafgørende inden for eSport, da der er tale om holdspil på linje med fodbold og håndbold.

eSport buldrer af sted i Danmark

Det er ikke en tilfældighed, at efterskoler og andre uddannelsesinstitutioner i Danmark begynder at tage eSport seriøst. Dels er eSportens popularitet blandt danske unge eksploderet i de senere år, hvilket giver efterskolerne mulighed for at tiltrække nye og flere elever. Derudover er Danmark allerede blevet kendt som et land, der fostrer rigtig mange talenter, som kan begå sig på den internationale scene.

Succesen hos en række danske gamere og deres hold har naturligt nok affødt endnu mere interesse – både hos aktive gamere, men også hos virksomheder. Der er nemlig penge i eSport, hvilket blandt andet har fået flere virksomheder til at indgå store sponsorater, og samtidig er blandt andet en række fodboldklubber begyndt at rekruttere spillere, der excellerer i det populære spil FIFA.

Der er med andre ord både mulighed for at få store oplevelser med eSport på hyggeplan, men for de bedste kan der opstå en levevej med rejser, berømmelse og penge.

En verdensomspændende succes

Skal man for alvor forstå, hvorfor eSportens popularitet er stigende i Danmark, skal man kigge på, hvor voldsomt stort det udenlandske marked er. I eksempelvis Sydkorea kan eSport efterhånden kalde sig for nationalsport med gigantiske events med flere tilskuere end til en gennemsnitlig fodboldkamp. Folk æder eSporten råt, hvad enten det er i de store haller, store stadioner eller hjemme fra sofaen i tv, hvor eSporten også har vundet indpas i sendefladen hos forskellige tv-stationer. De store stjerner inden for eSport er i mange lande på niveau med populære popstjerner og præmiesummerne kan gøre folk til millionærer.

Skal man være en af de heldige, som kan skabe sig en levevej bag tastaturet, kræver det benhård træning og konstant udvikling af egne kompetencer. Første skridt på vejen kan være undervisning på en efterskole – både hvis man ønsker at gå hele vejen, eller hvis man blot ønsker at blive suget ind i eSportens forunderlige univers.